Efter to måneder i vuggestuen er tingene ved at vende lidt. Hannah løber pædagogerne i møde med et knus, og hun ser glad ud, når jeg henter hende. (Pyh, lille flig af den store sten er faldet fra hjertet)
Jeg tror, at hun har det sådan, at de sociale sluser er helt åbne. Det er som om, hun suger alt, hvad andre gør og især føler, til sig. Jeg tror, det er derfor, hun har haft meget svært ved at overskue en institution med 140 børn og en stue med 13 børn. Der er meget at holde øje med!
Nogle gange står hun helt stille og stirrer. Længe. Og hverken jeg eller pædagogerne kan få kontakt med hende. Senere fortæller hun mig så, at en eller anden var ked af det, "men så blev hun glad igen", eller "av mit hoved, sagde den og den". Hun kan også allerede navnene på alle børnene og ved, hvem deres forældre og søskende er i vuggestuen.
Når jeg tænker over det, har jeg egentlig også oplevet utallige gange at sidde på en restaurant med mand eller veninde og lige pludselig fået at vide "du glor, Julie!". Helt uden, at jeg selv har været klar over det. Jeg bliver simpelthen suget ind i små hverdagsscenarier og smådramaer ved de andre borde, uden at jeg kan kæmpe imod. Den bedste underholdning, jeg kan få, er at betragte andre.
Så måske er det ikke så slemt, at Hannah bruger lidt tid på at betragte, glo, stirre. Måske er det bare hendes form for underholdning (håber i hvert fald ikke, at det er noget, der gør hende tosset, fordi hun skal følge med i alt).
Under alle omstændigheder er der nu en egenskab ved hende, som jeg helt sikkert kan sige, kommer fra undertegnede. Lille juhuuuu....
tirsdag den 27. november 2012
lørdag den 3. november 2012
Der er to timer og et kvarter til, at jeg forlader min familie for at tage til New York i fem ego-dage.
Lige nu føles det hel hæsligt og meget grænseoverskridende. Jeg frygter mest nætterne, hvor jeg ikke kan høre min datters hvislen og mærke min mands varme. Lige nu føles det som om, det er mig, der er blevet udstødt af flokken, og ikke som mig, der selv har valgt at tage afsted fra flokken.
Jeg ved godt, at det meste frygt fordufter i det øjeblik, jeg lander i Newark - og allersenest, når jeg står i Central Park med en latte i hånden. Men jeg har aldrig haft en flok før, som jeg ikke kunne forlade, når jeg ville...
Lige nu føles det hel hæsligt og meget grænseoverskridende. Jeg frygter mest nætterne, hvor jeg ikke kan høre min datters hvislen og mærke min mands varme. Lige nu føles det som om, det er mig, der er blevet udstødt af flokken, og ikke som mig, der selv har valgt at tage afsted fra flokken.
Jeg ved godt, at det meste frygt fordufter i det øjeblik, jeg lander i Newark - og allersenest, når jeg står i Central Park med en latte i hånden. Men jeg har aldrig haft en flok før, som jeg ikke kunne forlade, når jeg ville...
torsdag den 1. november 2012
Brødflov
Er jeg den eneste, der bliver flov over at se, hvordan spaghetti med kødsovs har sneget sig ind på mine madplaner?
Tidligere spiste jeg stort set aldrig hverken lasagne eller pizza. Jeg er en rigtig Atkins-spiser. Masser af kød og fisk og grøntsager. Men, let's face it, det er ikke ligefrem øverst på lillepigens livretsliste.
Så hvis jeg som almindelig oplyst mor i Danmark gerne vil have, at min datter spiser det, der bliver sat på bordet og det, vi andre spiser, ja, så betyder det i praksis, at jeg ender med spaghetti med kødsovs, thaikylling med ris, madpandekager og lasagne på tallerkenen. Suk.
Tidligere spiste jeg stort set aldrig hverken lasagne eller pizza. Jeg er en rigtig Atkins-spiser. Masser af kød og fisk og grøntsager. Men, let's face it, det er ikke ligefrem øverst på lillepigens livretsliste.
Så hvis jeg som almindelig oplyst mor i Danmark gerne vil have, at min datter spiser det, der bliver sat på bordet og det, vi andre spiser, ja, så betyder det i praksis, at jeg ender med spaghetti med kødsovs, thaikylling med ris, madpandekager og lasagne på tallerkenen. Suk.
lørdag den 27. oktober 2012
Jeg, en gidselforhandler
Jeg ved godt, at mit barn kun er 20 måneder gammel. Men nogle gange virker det som om, hun er fyldt 14 år. Og det kræver en forfinet forhandlingsteknik - som jeg helt ærligt først troede, jeg skulle til at sætte mig ind i senere. Men jeg har fundet ud af, hvordan man undgår at hidse gidseltageren ... nej, undskyld, Hannah op. Man skal ganske enkelt undgå at sige ordet 'nej'.
Eksempel:
Vi sidder ved bordet og spiser aftensmad. Hannah råber: "YOGHUUUURT!" midt i thaikylling med ris. Normalt ville man vel her svare "Nej, nu spiser vi aftensmad". Det ville jeg i hvert fald, inden jeg opdagede tricket.
Men det rigtige svar lyder nu: "JA! Det får du lige efter, vi har spist aftensmad."
Og så er den klaret.
FBI, PET, CIA, I kan bare ringe, når I har brug for en forhandler til at få løsladt gidsler næste gang. For jeg har nu fundet ud af den første (rigtige) kompetence, jeg har fået af at være mor (jf. et af de første indlæg her på bloggen, hvor jeg kun kunne komme i tanke om en ting, jeg var blevet bedre til. Nemlig at børste tænder med én hånd).
(Så glæder jeg mig til, at det for alvor slår igennem på arbejdet.
Redaktør: "Julie, får jeg snart den artikel, som du har siddet og fedtet med hele dagen?"
Mig: "JA! Du kan tro, at jeg er i fuld gang, og du er helt sikkert den første, der får lov at se det færdige resultat" i stedet for ... noget helt andet.)
Eksempel:
Vi sidder ved bordet og spiser aftensmad. Hannah råber: "YOGHUUUURT!" midt i thaikylling med ris. Normalt ville man vel her svare "Nej, nu spiser vi aftensmad". Det ville jeg i hvert fald, inden jeg opdagede tricket.
Men det rigtige svar lyder nu: "JA! Det får du lige efter, vi har spist aftensmad."
Og så er den klaret.
FBI, PET, CIA, I kan bare ringe, når I har brug for en forhandler til at få løsladt gidsler næste gang. For jeg har nu fundet ud af den første (rigtige) kompetence, jeg har fået af at være mor (jf. et af de første indlæg her på bloggen, hvor jeg kun kunne komme i tanke om en ting, jeg var blevet bedre til. Nemlig at børste tænder med én hånd).
(Så glæder jeg mig til, at det for alvor slår igennem på arbejdet.
Redaktør: "Julie, får jeg snart den artikel, som du har siddet og fedtet med hele dagen?"
Mig: "JA! Du kan tro, at jeg er i fuld gang, og du er helt sikkert den første, der får lov at se det færdige resultat" i stedet for ... noget helt andet.)
tirsdag den 16. oktober 2012
Min lille Liza
"Det er én af de største gaver i livet, når vores børn fortæller os, hvad de vil, og hvad de ikke vil. De små historier er med til at vise os deres helt specielle personlighed."
Citatet er taget fra en bleproducents hjemmeside, og den ramte mig lige. For jeg skal da love for, at den lille pige i mit hjem kan sige fra og til og vise os hele sit spektre af personlighed!
For eksempel tror jeg, at Liza Minnelli har fået sig en klon! Hannah går rundt og synger 'tomowwow, tomowwow, I lov ya, tomowwow, dææj away!!' Vi har nemlig set Annie på dvd, og nu synger hun så titelmelodien dagen lang, og vil også have, at jeg synger den som godnatsang! Jeg kan så kun de samme fire linjer, så det bliver nogle vældigt trivielle putte-seancer. Men sjovt er det.
Hun holder sig heller ikke tilbage med at optræde med sin skønsang - senest over for min kusines mand, som skulle charmes. Og nede i vuggestuen, hvor jeg tror, det virker som hendes usynlighedskappe - bag sangen er hun i sikkerhed.
I det hele taget er den side af hendes personlighed slet ikke til at tage fejl af, og det er jo bare så sjovt at se, hvordan generne (og her nævner jeg selvfølgelig ingen navne...) på ingen måde fornægter sig!
Citatet er taget fra en bleproducents hjemmeside, og den ramte mig lige. For jeg skal da love for, at den lille pige i mit hjem kan sige fra og til og vise os hele sit spektre af personlighed!
For eksempel tror jeg, at Liza Minnelli har fået sig en klon! Hannah går rundt og synger 'tomowwow, tomowwow, I lov ya, tomowwow, dææj away!!' Vi har nemlig set Annie på dvd, og nu synger hun så titelmelodien dagen lang, og vil også have, at jeg synger den som godnatsang! Jeg kan så kun de samme fire linjer, så det bliver nogle vældigt trivielle putte-seancer. Men sjovt er det.
Hun holder sig heller ikke tilbage med at optræde med sin skønsang - senest over for min kusines mand, som skulle charmes. Og nede i vuggestuen, hvor jeg tror, det virker som hendes usynlighedskappe - bag sangen er hun i sikkerhed.
I det hele taget er den side af hendes personlighed slet ikke til at tage fejl af, og det er jo bare så sjovt at se, hvordan generne (og her nævner jeg selvfølgelig ingen navne...) på ingen måde fornægter sig!
mandag den 8. oktober 2012
Omstillingsparat? Who me?
Nå, så kunne det være, man skulle sparke lidt liv i bloggen igen. Sådan en indkøringsuge i vuggestue er i hvert fald et rent 'Kære dagbog-øjeblik'!!
De sidste mange måneder er gået over stok og sten, og min smukke, dygtige datter taler, synger og charmerer sig igennem livet. Min ellers tro følgesvend, Tvivl, har langsomt taget plads bagerst i bussen, og jeg kan med stolthed sige, at jeg er gået hen og blevet Mor!
Men jeg skal da lige love for, at min gamle ven igen er rykket helt frem i bussen!
Allerede inden første dag i mandags havde jeg fortrudt skridtet fra dagplejer til vuggestue 100 gange. Men jeg fik overvundet min indre tvivlende stemme, der blev ved med at finde løsninger, så Hannah kunne blive hos sin fantastiske - men meget tidligt lukkende - dagplejer. Hannah har haft det som blommen i et æg sammen med tre andre børn, der er blevet lyttet til, sunget med, taget i zoo og uden for hver dag. Alt sammen i et utroligt overskudsagtigt og roligt miljø. Oh, fryd!
Men virkeligheden er også, at Hannah ville blive ved med at være det ældste barn (med 10 måneder gamle legekammerater som 3-årig!), hvis hun blev hos Rikke.
Så nu er Hannah altså begyndt på Pingvinstuen i en populær institution i vores 'baghave', hvor der så går 140 andre børn! Jeg fik et chok! Hold kæft, en larm! Og det var altså kun på en stue med 13 børn...
Jeg kunne se, at Hannah også var ret chokeret. Og det var dér, den første grimme, nagende følelse begyndte at ulme. At se, hvordan de andre børn bare var vant til at skubbe, stjæle og råbe sig frem, var næsten ikke til at bære. Jeg sad på en taburet eller på gulvet og prøvede at gå i ét med børnetegningerne på væggen, så min lille porcelænskop selv kunne finde ud af det hele. Men jeg virkede som en magnet på de andre børn, der konstant kom hen med bøger, lange næser eller et kram til mig. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at tage lillepigen ved hånden og løbe skrigende væk!
Pædagogerne er supersøde og dygtige. Ingen tvivl om det. Men hvordan giver man 13 så små børn nok omsorg til, at de føler sig trygge nok i verden? Det er for mig helt ubegribeligt.
"Jamen, de skal have nogle knubs, så de lærer at løse konflikter." "Bare rolig, hun vænner sig til det." "Du bliver glad for det i længden."
Sådan lyder alle de velmenende skulderklap, jeg fik, efter at have grædt øjnene ud efter første dag i vuggestue.
Og ja, Hannah har klaret det sindsygt flot, og jeg blev sat ind i personalerummet med en bog på andendagen, hvor jeg skulle sidde og være usynlig i et par timer. Så jo, jo, min lille pige er dygtig og nysgerrig.
Men det betyder bare ikke, at det er rigtigt at efterlade et barn på halvandet år i et inferno af børn, der alle prøver at få lidt voksenkontakt. Og hvor normeringen dikterer, at man skal sidde på en bestemt måde, spise pære på et bestemt tidspunkt og kun kan komme ud og væk fra larmen hver tredje dag! Det er netop det, at hun skulle komme til at vænne sig til alt det, der skræmmer mig.
Ja, undskyld, jeg ved godt, at jeg dels lyder som en born again hippie, dels kommer til at ramme en masse forældres ømme tå. Men jeg er ny i det her, så jeg må godt! I har jo sikkert alle været der...
Nå, men efter den første uge har jeg det altså stadig sådan, at jeg tror, jeg forbliver deltidsansat, og at jeg stadig overvejer at blive hjemmegående husmor. Bare de næste ... 18 år.
De sidste mange måneder er gået over stok og sten, og min smukke, dygtige datter taler, synger og charmerer sig igennem livet. Min ellers tro følgesvend, Tvivl, har langsomt taget plads bagerst i bussen, og jeg kan med stolthed sige, at jeg er gået hen og blevet Mor!
Men jeg skal da lige love for, at min gamle ven igen er rykket helt frem i bussen!
Allerede inden første dag i mandags havde jeg fortrudt skridtet fra dagplejer til vuggestue 100 gange. Men jeg fik overvundet min indre tvivlende stemme, der blev ved med at finde løsninger, så Hannah kunne blive hos sin fantastiske - men meget tidligt lukkende - dagplejer. Hannah har haft det som blommen i et æg sammen med tre andre børn, der er blevet lyttet til, sunget med, taget i zoo og uden for hver dag. Alt sammen i et utroligt overskudsagtigt og roligt miljø. Oh, fryd!
Men virkeligheden er også, at Hannah ville blive ved med at være det ældste barn (med 10 måneder gamle legekammerater som 3-årig!), hvis hun blev hos Rikke.
Så nu er Hannah altså begyndt på Pingvinstuen i en populær institution i vores 'baghave', hvor der så går 140 andre børn! Jeg fik et chok! Hold kæft, en larm! Og det var altså kun på en stue med 13 børn...
Jeg kunne se, at Hannah også var ret chokeret. Og det var dér, den første grimme, nagende følelse begyndte at ulme. At se, hvordan de andre børn bare var vant til at skubbe, stjæle og råbe sig frem, var næsten ikke til at bære. Jeg sad på en taburet eller på gulvet og prøvede at gå i ét med børnetegningerne på væggen, så min lille porcelænskop selv kunne finde ud af det hele. Men jeg virkede som en magnet på de andre børn, der konstant kom hen med bøger, lange næser eller et kram til mig. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at tage lillepigen ved hånden og løbe skrigende væk!
Pædagogerne er supersøde og dygtige. Ingen tvivl om det. Men hvordan giver man 13 så små børn nok omsorg til, at de føler sig trygge nok i verden? Det er for mig helt ubegribeligt.
"Jamen, de skal have nogle knubs, så de lærer at løse konflikter." "Bare rolig, hun vænner sig til det." "Du bliver glad for det i længden."
Sådan lyder alle de velmenende skulderklap, jeg fik, efter at have grædt øjnene ud efter første dag i vuggestue.
Og ja, Hannah har klaret det sindsygt flot, og jeg blev sat ind i personalerummet med en bog på andendagen, hvor jeg skulle sidde og være usynlig i et par timer. Så jo, jo, min lille pige er dygtig og nysgerrig.
Men det betyder bare ikke, at det er rigtigt at efterlade et barn på halvandet år i et inferno af børn, der alle prøver at få lidt voksenkontakt. Og hvor normeringen dikterer, at man skal sidde på en bestemt måde, spise pære på et bestemt tidspunkt og kun kan komme ud og væk fra larmen hver tredje dag! Det er netop det, at hun skulle komme til at vænne sig til alt det, der skræmmer mig.
Ja, undskyld, jeg ved godt, at jeg dels lyder som en born again hippie, dels kommer til at ramme en masse forældres ømme tå. Men jeg er ny i det her, så jeg må godt! I har jo sikkert alle været der...
Nå, men efter den første uge har jeg det altså stadig sådan, at jeg tror, jeg forbliver deltidsansat, og at jeg stadig overvejer at blive hjemmegående husmor. Bare de næste ... 18 år.
søndag den 15. juli 2012
Panikangst
Har abstinenser... Seperationsangsten/-panikken har taget bo i mit moderhjerte!
Kristian er taget til Jylland med Hannah - og har været væk EN HEL NAT!!
De er heldigvis på vej hjem nu og melder om god ro og orden. Det har med andre ord været en succes. Hannah har leget med miniaturekopper i farmors legehus, hun har hevet sin farfar i skægget og har spist, sludret og sovet som en engel. Nu sidder hun på skødet af sin far i toget og tegner og siger 'HEJ' til de andre passagerer.
Og jeg sidder og er ved at dø! I stedet for at nyde lidt frihed, har jeg siddet og kigget på billeder af min lille sveske på iPhonen. (Ok, jeg har også trænet helt uden stress og siddet på café inde i byen og læst avis og haft besøg af min kusine. Og har desuden selv sovet i Jylland tirsdag til onsdag! Men med H i tankerne og i kroppen konstant...)
Nu, hvor min lille familie er vendt østpå kan jeg godt lægge panikken lidt til side og tænke, at det er godt, at Hannah har en far. En handlingens mand, der kan tage hende med på eventyr. Jeg er ikke overbevist om (må jeg sige med en smule skam), at jeg havde taget samme færd med samme ophøjede ro og fine gåpåmod. Men er det ikke derfor, at et barn har brug for både en far og en mor? En til at tage på eventyr uden at ryste på hånden. Og en til at sidde med blødende hjerte.
Kristian er taget til Jylland med Hannah - og har været væk EN HEL NAT!!
De er heldigvis på vej hjem nu og melder om god ro og orden. Det har med andre ord været en succes. Hannah har leget med miniaturekopper i farmors legehus, hun har hevet sin farfar i skægget og har spist, sludret og sovet som en engel. Nu sidder hun på skødet af sin far i toget og tegner og siger 'HEJ' til de andre passagerer.
Og jeg sidder og er ved at dø! I stedet for at nyde lidt frihed, har jeg siddet og kigget på billeder af min lille sveske på iPhonen. (Ok, jeg har også trænet helt uden stress og siddet på café inde i byen og læst avis og haft besøg af min kusine. Og har desuden selv sovet i Jylland tirsdag til onsdag! Men med H i tankerne og i kroppen konstant...)
Nu, hvor min lille familie er vendt østpå kan jeg godt lægge panikken lidt til side og tænke, at det er godt, at Hannah har en far. En handlingens mand, der kan tage hende med på eventyr. Jeg er ikke overbevist om (må jeg sige med en smule skam), at jeg havde taget samme færd med samme ophøjede ro og fine gåpåmod. Men er det ikke derfor, at et barn har brug for både en far og en mor? En til at tage på eventyr uden at ryste på hånden. Og en til at sidde med blødende hjerte.
søndag den 10. juni 2012
Dagens ord
.. er 'Nej!'
Mig: "Vil du have bolle?"
Hannah: "Ej!" og tager den.
Mig: "Kan du gå over og hente en bog?"
Hannah: "Ej!" og går over efter den.
Må konstatere, at det ny yndlingsord er 'nej'. Eller altså 'ej'. Hun rammer selvfølgelig rigtigt mange af gangene, når hun IKKE vil have skiftet ble eller af med sin jakke. Men hun nikker også helt overdrevet, når der er noget, hun gerne vil.
Så mon ikke ovenstående to dialoger er en forsmag/en øvelse i det, som man (meget!!) senere omtaler som 'din mund siger nej, men dine øjne siger ja!'?
Mig: "Vil du have bolle?"
Hannah: "Ej!" og tager den.
Mig: "Kan du gå over og hente en bog?"
Hannah: "Ej!" og går over efter den.
Må konstatere, at det ny yndlingsord er 'nej'. Eller altså 'ej'. Hun rammer selvfølgelig rigtigt mange af gangene, når hun IKKE vil have skiftet ble eller af med sin jakke. Men hun nikker også helt overdrevet, når der er noget, hun gerne vil.
Så mon ikke ovenstående to dialoger er en forsmag/en øvelse i det, som man (meget!!) senere omtaler som 'din mund siger nej, men dine øjne siger ja!'?
søndag den 27. maj 2012
Det er da for galt!
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at brokke mig over det. Men HELT ÆRLIGT!!!
Hvorfor skal to bittesmå sandaler, som kun skal bruges i to måneder, koste 700 kroner??!!
Det er historiens største rip-off, børnesko. Nogen burde indbringe forholdene for menneskerettighedsdomstolen. Jeg mener, vi skal jo have sko på...
Personligt løb jeg rundt i alverdens skobutikker som en høne uden hoved, da de to første dage med hamrende varm sol allerede var gået, uden at min egen lille solstråle havde fået luft til fødderne. Men jeg måtte bare se i øjnene, at det der med at købe børnesko er en lang og udmattende proces, hvor de sko, man allermest ønsker sig, er for brede, for små, for store eller udsolgt. Så jeg endte med et par ikke særligt kønne og ikke særligt overraskende lilla! Til KUN 500 kr. Sygt.
Så nu har Hannah knap så varme fødder - og jeg har også fået luft.
Hvorfor skal to bittesmå sandaler, som kun skal bruges i to måneder, koste 700 kroner??!!
Det er historiens største rip-off, børnesko. Nogen burde indbringe forholdene for menneskerettighedsdomstolen. Jeg mener, vi skal jo have sko på...
Personligt løb jeg rundt i alverdens skobutikker som en høne uden hoved, da de to første dage med hamrende varm sol allerede var gået, uden at min egen lille solstråle havde fået luft til fødderne. Men jeg måtte bare se i øjnene, at det der med at købe børnesko er en lang og udmattende proces, hvor de sko, man allermest ønsker sig, er for brede, for små, for store eller udsolgt. Så jeg endte med et par ikke særligt kønne og ikke særligt overraskende lilla! Til KUN 500 kr. Sygt.
Så nu har Hannah knap så varme fødder - og jeg har også fået luft.
tirsdag den 22. maj 2012
Mit zen moment
Sidder og tripper...
Klokken er 15.00, og jeg skal gå om fem minutter, hvis jeg skal nå at hente Hannah til tiden hos dagplejeren. Jeg tripper ikke, fordi jeg lige skal nå en masse, inden hun kommer hjem og regerer. Jeg tripper, fordi jeg næsten ikke kan vente...
Jeg sætter UTROLIG stor pris på, at der er nogen, der vil passe min lille solstråle, så jeg kan få noget af det, man kalder 'voksentid'. Men når klokken nærmer sig hentetid, glæder jeg mig helt vildt til de timer, vi skal være sammen, inden aftensmaden. Til at læse alle bøgerne forfra, bagfra og en gang til med Hannah på skødet. Til at lege fangeleg på knæene (vidste ikke, jeg kunne få så blå knæ!). Til at gynge i haven og kravle på trapper. Til at (over)vande tomaterne. Til at spise alle de rester pære og rugbrødsbolle, Hannah ikke lige får spist - eller taber på sin vej.
I de par timer har jeg mit zen moment. Hvor heldig har man lov at være?!
Klokken er 15.00, og jeg skal gå om fem minutter, hvis jeg skal nå at hente Hannah til tiden hos dagplejeren. Jeg tripper ikke, fordi jeg lige skal nå en masse, inden hun kommer hjem og regerer. Jeg tripper, fordi jeg næsten ikke kan vente...
Jeg sætter UTROLIG stor pris på, at der er nogen, der vil passe min lille solstråle, så jeg kan få noget af det, man kalder 'voksentid'. Men når klokken nærmer sig hentetid, glæder jeg mig helt vildt til de timer, vi skal være sammen, inden aftensmaden. Til at læse alle bøgerne forfra, bagfra og en gang til med Hannah på skødet. Til at lege fangeleg på knæene (vidste ikke, jeg kunne få så blå knæ!). Til at gynge i haven og kravle på trapper. Til at (over)vande tomaterne. Til at spise alle de rester pære og rugbrødsbolle, Hannah ikke lige får spist - eller taber på sin vej.
I de par timer har jeg mit zen moment. Hvor heldig har man lov at være?!
mandag den 21. maj 2012
onsdag den 9. maj 2012
(Danish) Dynamite
Jeg har lige læst en bog, hvor en amerikansk analytiker kaldte min/vores generation for 'Nike-generationen' efter Nikes motto: Just do it!
Samme analytiker kaldte Hannahs generation for 'De første globale'.
Jeg synes, det lyder for fedt. Og tænk, hvad den kombi kan afstedkomme. Det kommer til at blive eksplosivt! Dynamite! Hannah og mig! Yes, we can!
Samme analytiker kaldte Hannahs generation for 'De første globale'.
Jeg synes, det lyder for fedt. Og tænk, hvad den kombi kan afstedkomme. Det kommer til at blive eksplosivt! Dynamite! Hannah og mig! Yes, we can!
onsdag den 18. april 2012
Sove med den om natten...
Apropos piget...Hannah fik ny jakke for et par dage siden, og hun nægtede at tage tage den af. Hverken jakken eller hætten. Så sådan sad hun og ordnede sit tøj og gik rundt og legede med sine ting. Dumdideej...
Her, et par dage senere, har hun det stadig sådan. Hun kaster sig rundt, indtil hun har fået jakken på igen. Det er lidt det samme med de nye sko og cykelhjelmen.
Mærkelig programmering, vi kvinder har - at vi ikke kan skille os af med tøj...
lørdag den 14. april 2012
100 år efter: Stadig en killer
Nu kan jeg heller ikke se Titanic mere!
Da en mor på et af de underste dæk lagde sine to små børn til at sove ved siden af hinanden, mens hun fortalte historie - velvidende, at skibet var ved at gå ned - begyndte underlæben at dirre. Og så kunne jeg ikke tænke på andet resten af filmen.
Gad vide, hvordan jeg selv ville reagere i en katastrofesituation?
Jeg har hørt en mor sige, at hun aldrig rejser uden hele familien, fordi hun ikke kan klare tanken om, at de skal dø fra hende, eller at hun skal efterlade dem. Det har jeg aldrig forstået. Hvordan kan man ønske sine børn døde - altså bare fordi, man ikke kan bære tanken om, at de skal savne en så meget, at det bliver for hårdt? Ligesom moren på Titanic?
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan jeg selv ville reagere, og jeg er slet ikke sikker på mine egne reaktionsmønstre efter, jeg blev mor. Jeg tuder jo til Titanic! (Rettelse: Jeg tuder NYE steder til Titanic...)
Nå, men det tror jeg, jeg vil summe lidt over her i weekenden.
Selvom jeg slet ikke kan holde de billeder ud, der dannes på nethinden! Føj, for et blødt punkt, man har fået!!
torsdag den 12. april 2012
Gurly hurly
Ok, der er vist ingen tvivl om, at mit barn er en pige.
Et år og en måned gammel sidder hun i sin egen verden og 'ordner'. Klodser bliver taget op og lagt i gåvogn, en efter en, for så at blive lagt tilbage, en efter en. Lille Kitty skal ud at køre tur, og bamsen bliver bespist med pære og banan.
Alt, hvad der kan spille, bliver der danset til. Små ryk frem og tilbage eller fra side til side i en kluntet, hjemmelavet koreografi. Nogle gange synger hun også - i et helt lyst og sødt-sødt-sødt toneleje. For eksempel i aftenbadet i dag, hvor hun kiggede op på mig med store, forventningsfulde øjne, som om jeg skulle stemme i, for jeg måtte da selvfølgelig kunne genkende sangen!
Men hun kan også sagtens involvere (læs: aktivere) alle omkring sig som en rigtig lille dame!
I den kære ende er hendes lille hoved, som hun kækt hælder til siden, når hun charmerer sin mor, far og diverse gæster, der derefter glemmer alt om hinanden og maden på tallerkenen. Hun er hel bevidst om, hvilken effekt det har, og det må da være meget piget...
I den mindre kære ende er hendes dirigeren rundt med alle (læs: mig). Det er knap så kært, men jeg finder konstant mig selv med et barn på armen løbende rundt efter det, hun lige peger på. Eller kravlende rundt efter det, hun ikke lige kan nå, men tydeligvis gerne vil have fat i. Hun er også blevet glad for at komme op i sofaen, som hun klapper bestemt på, og så har man bare at løfte prinsessen op. Hun kan ikke sidde der alene, så så sidder man dér.
Jeg har skrevet om det tidligere her på bloggen, og det er IKKE blevet bedre, skulle jeg hilse at sige. Nu er der nemlig kommet lyd på. Klynk, skrig eller smiden sig på gulvet, hvis man tillader sig at insistere på at have sin egen fri vilje.
Jeg står hver gang og kigger målløs på det ellers så søde, sociale og medgørlige barn, der pludselig får horn og uanede kræfter.
Jeg har hørt om fænomenet fra forældre - til teenagere! Men forældre til etårige har glemt at fortælle mig, at små piger bliver momentalt teenagesindssyge efter cirka et år.
Og det varer vel egentlig resten af en piges liv...
mandag den 2. april 2012
Ordforrådsopdatering
1. HEJ (klart og tydeligt. Første ord)
2. Vuvu (Vov vov. Hendes andet ord. Meget mærkeligt.)
3. Abss/Adiss (appelsin. Dækker muligvis også over banan)
4. Dada (far)
5. Tiss (jo, tis. Hver gang man nærmer sig toilettet)
6. A et (Hvad er det. Tror vi nok)
7. Dyttiiii (Dygtig. Lyder som om vi træner en hund. Men det er ret svært ikke at være begejstret på den overgearede måde, når hun kan noget nyt)
8. Tog
9. Mahma (Mad. Desværre...)
Mor er endnu ikke på listen. Når man siger "Hvor-er-far?!" peger hun begejstret på Kristian. Når man lige bagefter siger "Hvor-er-mor?!" ser hun bare forvirret ud. Og peger igen på Kristian. Eller sit æsel.
2. Vuvu (Vov vov. Hendes andet ord. Meget mærkeligt.)
3. Abss/Adiss (appelsin. Dækker muligvis også over banan)
4. Dada (far)
5. Tiss (jo, tis. Hver gang man nærmer sig toilettet)
6. A et (Hvad er det. Tror vi nok)
7. Dyttiiii (Dygtig. Lyder som om vi træner en hund. Men det er ret svært ikke at være begejstret på den overgearede måde, når hun kan noget nyt)
8. Tog
9. Mahma (Mad. Desværre...)
Mor er endnu ikke på listen. Når man siger "Hvor-er-far?!" peger hun begejstret på Kristian. Når man lige bagefter siger "Hvor-er-mor?!" ser hun bare forvirret ud. Og peger igen på Kristian. Eller sit æsel.
søndag den 25. marts 2012
Fugl Fønix
Den lille Hannah har lige ligget syg med op til 40,2 i feber hele ugen. Langsomt (eller faktisk gik det afskyeligt hurtigt!) svandt hun ind til ingenting, for hun ville ikke spise, kun ligge på min mave - eller fars eller mormors alt efter, hvem der lige kunne være hjemme...
I går begyndte hun at spise nogenlunde almindeligt igen, hvorfor også nattesøvnen blev bedre. I dag er hun tilbage med fuld kraft. Og som en sand Fugl Fønix har hun endda rejst sig af asken med ekstra kraft!
For det første har hun taget sine første, selvstændige skridt frem og tilbage på køkkengulvet i dag. Mens de stolte forældre klappede, hujede og støttede.
MEN. Hun har så også fundet på, at hun skal skrige og vride sig helt sindssygt og i afmagt, når der er noget, hun ikke må eller noget, der ikke passer hende. Som for eksempel når hendes helt igennem urimelige mor sætter hende ned på gulvet, efter at have båret rundt på hende i flere timer. Eller som når hun ikke må lege med, bide i og pille ved en af de iPhones, husstanden råder over. Eller som når hun skal have skiftet ble, skal have frokost eller tilbudt legetøj.
Jeg troede først at trodsalderen (undskyld, selvstændighedsalderen) begyndte omkring de to-tre år??
Hvad er det gode råd her? At ignorere hendes udfald, distrahere hende eller føje hende? Jeg er slet ikke forberedt på det temperament endnu! Hjælp!
Jeg satser på, at denne personlighedsændring er forbigående og en bivirkning af febersyge... Alt er sikkert fint igen, når hun har været en tur i dagplejen. (Håbe, håbe.)
torsdag den 22. marts 2012
Bye bye baby
Bliver det nogensinde fedt at gå fra sit syge barn? At vinke 'hej-heeeej' med et kunstigt smil på læben, mens ens lille elskling hænger slattent på sin fars bryst? For så at skynde sig ind at skrive om vigtig, vigtig landbrugsteknologi?
tirsdag den 13. marts 2012
lørdag den 10. marts 2012
Lykken er...
...sgu da, når ens lille potte begynder at give krammere!
Hannah begyndte for... hmmm... to måneder siden, men det kom fra den ene dag til anden. Jeg havde ikke tænkt over, at noget manglede, men hold da op, hvor er det bare for fedt!
Man får et ordentligt knus i tide og utide (begge dele er lige dejligt), og når hun kommer fordi mig, når jeg enten sidder på gulvet eller ligger på sofaen, lægger hun lige sit lille hoved på min mave eller mit ben. Åhhhh... hvor jeg smelter.
Men morgenerne er de bedste. Vi er kommet ind i en god gænge, hvor hun vågner ved sekstiden (hvis ikke hun snotter, hoster, har spist for lidt/meget osv.), og så tager jeg hende op og bærer hende ind til os, hvor hun så ligger på min mave og sover videre. I frøstilling og med sit lille hoved puttet ind til mig. Sådan var det også i morges, hvor vi lå sådan fra klokken 5 til 6.30.
Det kunne jeg godt blive (læs: ER blevet) afhængig af. Men ja, ja, jeg ved godt, det kun varer ved i en periode...
mandag den 27. februar 2012
På vej mod nye eventyr
Så fik vi endelig besluttet os for et par børnesæder til vores cykler. Så er der intet, der kan stoppe os!Vi har ellers været i gang med at udtænke snørklede hente/bringe-ordninger, hvor den, der bringer, tager bilen med sin cykel monteret bag på, så man kan cykle på arbejde, og den anden så kan cykle ned at hente for så at køre hjem i bilen (som så har været parkeret foran dagplejen hele dagen) med sin cykel monteret bag på.
Jeg har også overvejet at køre Hannah i dagpleje i bil, og så køre tilbage og parkere bilen for så at cykle på arbejde.
Uanset hvad, så virker det molbo-agtigt, ikke?
Hvad i alverden gør andre par???
Nå, men nu har vi cykelstolene i hus, og Hannah synes, det er en fest. Hun sidder i hvert fald meget afslappet (paralyseret??) og følger med fra bagsmækken.
Jeg føler, det er et nyt liv, der begynder. For jeg har ærlig talt ikke været god til at tage barnevognen med over alt. Jeg synes, det har været besværligt at tage tog og metro, når man hele tiden har skullet tage hensyn til sovning og spisning. Og det skal man jo. Så jeg har mere været til lange veltilrettelagte gåture med barnevognen.
Dem har jeg nydt rigtigt meget. Men nu, hvor der også er arbejde og dagplejer inde i billedet, må jeg indrømme, at barnevognen bare ikke er det optimale transportmiddel mere.
Derfor er det en enorm lettelse endelig at have researchet færdigt på diverse cykelstole-test, så monstrumerne kunne købes, monteres og afprøves.
Og det virker!
Jeg siger det lige igen: Det virker!!
Ps: tak til Helle for lån af mini-hjelm!
Pps: Havde min første hente-oplevelse i dag - i slud og modvind! Så er den cykelstol vist også indviet! Hannah lod sig i øvrigt ikke mærke af vejret, den lille eventyrer. Måske fordi mors store krop tog fra...
mandag den 13. februar 2012
Baby i bold-heaven
Kæmpe milepæl!!
Hannah er begyndt i dagpleje! Dagen, Kristian og jeg har set frem til med en vis bæven. Vi har heldigvis fundet den bedste dagplejer, men det gør jo ikke seperationsangsten mindre.
Mit held er, at jeg er en udearbejdende mor med en mand på barsel, så det er ikke mig, der kører vidunderet ind med bævende underlæbe. Og godt det samme!
I de par timer, faren var på besøg hos 'den ny mor', havde datteren en fest. Hun ænsede ham dårligt, og kravlede - fik jeg fortalt over telefonen straks efter besøget - selvsikkert rundt mellem værelserne uden at se sig tilbage.Wow! Kunne man blive mere stolt (og angst over at være SÅ nem at undvære)?! (Der var selvfølgelig også en hel swimmingpool fuld af bolde. Det er svært at konkurrere med...Heligvis.)
Hannah er begyndt i dagpleje! Dagen, Kristian og jeg har set frem til med en vis bæven. Vi har heldigvis fundet den bedste dagplejer, men det gør jo ikke seperationsangsten mindre.
Mit held er, at jeg er en udearbejdende mor med en mand på barsel, så det er ikke mig, der kører vidunderet ind med bævende underlæbe. Og godt det samme!
I de par timer, faren var på besøg hos 'den ny mor', havde datteren en fest. Hun ænsede ham dårligt, og kravlede - fik jeg fortalt over telefonen straks efter besøget - selvsikkert rundt mellem værelserne uden at se sig tilbage.Wow! Kunne man blive mere stolt (og angst over at være SÅ nem at undvære)?! (Der var selvfølgelig også en hel swimmingpool fuld af bolde. Det er svært at konkurrere med...Heligvis.)
onsdag den 8. februar 2012
Kommende kejserinde eller nysgerrig og nuttet?
Der er (åbenbart) en hårfin grænse mellem at være curling-forælder og lade sin lille guldklump udforske verden i sit eget tempo og efter sit eget hoved.Det har jeg gang på gang opdaget, når jeg i min iver efter at ’møde min datters behov’ og ’understøtte hendes udvikling’ fiser frem og tilbage mellem alt det, hun peger på, mens hun sidder på min arm. Hendes lille, fede hånd peger på sin helt egen måde – lidt nedad, men med en meget strittende pegefinger – i en eller anden retning. Nogen gange er det hele hånden, der bare bliver kastet fremad med overkroppen efter sig, så man på ingen måde er i tvivl om, hvad barnet vil.
Og så er det, at jeg finder mig selv i en siksakkende bevægelse gennem stuen. Først peger hun på skuffernes knopper på vitrineskabet, og jeg siger ”Ja, det er håndt…”. Mere når jeg ikke, for så peger hun allerede på maleriet ved døren, som vi så suser over til, og jeg pædagogisk siger ”Ja, det er det maleri, Sarah har…” Og så er hun allerede videre. Tredje gang, jeg skifter retning, bliver jeg lidt træt af mig selv.
For hvornår mon hendes følelse af, at hun kan styre hele verden med et vift med hånden sætter sig fast for alvor? Hvor længe understøtter jeg blot hendes nysgerrighed ved at adlyde alle hendes fingerpeg?
I dag sad hendes far og jeg og rakte hende den store peberkværn og vandflasken på skift under aftensmaden, så hun lige kunne sætte sin pegefinger på toppen – sådan som hun bad os om.
På et tidspunkt kom vi til at kigge på hinanden og kunne ikke lade være at grine! Hvad sker der?? To voksne mennesker, der sidder og curler… Det skal nok gå godt!
mandag den 6. februar 2012
Mean machine
Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver altså stadig overrasket over, at Hannah ikke er en maskine!
Jeg har selvfølgelig hørt andre sige, at hver dag er forskellig, og at alting kun er en periode. Både de gode og dårlige dage.
Men jeg er altså stadig forundret over, at man aldrig (i hvert fald som i de 11 første måneder af hendes liv) kan regne med, at hun spiser de ting, hun kunne lide i går, eller sover lige så godt som de to forudgående nætter.
For eksempel har hun lige sovet som en drøm tre nætter, og i dag nægter hun at sove. Why??
Straks er man ude i gættekonkurrencen: Er det for meget/lidt mad, blev det et kvarter for sent, eller blev hun mon lagt for hurtigt i seng uden lang nok neddrosling? Er det tænder, snot eller almindelig stædighed? Bottom line er, at hun græder, så det gør ondt i sjælen!
Hvorfor er et menneskebarn ikke programmeret bedre?? Hvis hun havde været en Grundfos-pumpe, var hun jo blevet kasseret for længst...
Jeg har selvfølgelig hørt andre sige, at hver dag er forskellig, og at alting kun er en periode. Både de gode og dårlige dage.
Men jeg er altså stadig forundret over, at man aldrig (i hvert fald som i de 11 første måneder af hendes liv) kan regne med, at hun spiser de ting, hun kunne lide i går, eller sover lige så godt som de to forudgående nætter.
For eksempel har hun lige sovet som en drøm tre nætter, og i dag nægter hun at sove. Why??
Straks er man ude i gættekonkurrencen: Er det for meget/lidt mad, blev det et kvarter for sent, eller blev hun mon lagt for hurtigt i seng uden lang nok neddrosling? Er det tænder, snot eller almindelig stædighed? Bottom line er, at hun græder, så det gør ondt i sjælen!
Hvorfor er et menneskebarn ikke programmeret bedre?? Hvis hun havde været en Grundfos-pumpe, var hun jo blevet kasseret for længst...
søndag den 15. januar 2012
Lille spejl på TripTrap’en dér
Min lille solstråle er en sand mimekunstner! Hver dag har hun luret en ny bevægelse. Lige nu klapper vi. Det begyndte i går, hvor hænderne blev smasket lidt kluntet sammen. Men efter et par gange (eller 700), hvor jeg først selv klappede og bagefter førte hendes hænder sammen, kunne hun gøre kunsten efter – med klappelyde og hvin til følge. Smukt.
Jeg har længe gået og hostet, og efter en uge med voldsomme host, begyndte jeg at høre et lille ekko nede i gulvhøjde. Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at hun efterabede mig. Host, host, lød det, hver gang jeg havde givet den hostegas.
Da jeg først lagde mærke til det, betød det, at jeg grinte så meget, at jeg skulle hoste igen, hvorefter hun så hostede mere, og jeg grinede. Og sådan har vi så underholdt os selv de sidste par uger.
Når vi klasker hånden i bordet, gør hun det også. Når vi drikker vand, vil hun også drikke vand. Når støvsugeren kører, råber hun så høje og dybe lyde, hun kan. Når man smiler til hende, sender hun et charmerende og meget bevidst smilefjæs tilbage, hvor hun lukker øjnene i et dobbeltblink. Når vi løfter armene i vejret og siger ’hurra!’, gør hun det også.
Så indtil videre er spejlingen jo ret uskyldig…
Jeg har længe gået og hostet, og efter en uge med voldsomme host, begyndte jeg at høre et lille ekko nede i gulvhøjde. Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at hun efterabede mig. Host, host, lød det, hver gang jeg havde givet den hostegas.
Da jeg først lagde mærke til det, betød det, at jeg grinte så meget, at jeg skulle hoste igen, hvorefter hun så hostede mere, og jeg grinede. Og sådan har vi så underholdt os selv de sidste par uger.
Når vi klasker hånden i bordet, gør hun det også. Når vi drikker vand, vil hun også drikke vand. Når støvsugeren kører, råber hun så høje og dybe lyde, hun kan. Når man smiler til hende, sender hun et charmerende og meget bevidst smilefjæs tilbage, hvor hun lukker øjnene i et dobbeltblink. Når vi løfter armene i vejret og siger ’hurra!’, gør hun det også.
Så indtil videre er spejlingen jo ret uskyldig…
mandag den 9. januar 2012
Mandagsblues
Lige så trygt og fint jeg har det med at være på arbejde, mens Kristian er sammen med Hannah, lige så dårlig samvittighed har jeg i det sekund, jeg sætter mig op på cyklen for at cykle hjem.
Det er helt utroligt, så langsomt det pludseligt går at cykle den tur, jeg har cyklet i fem år uden problemer.
Det føles fuldstændigt som at løbe i vand. Kender I ikke sådan en drøm, hvor man løber og løber og ikke kommer nogen vegne? Sådan føles det. Blandet med total dårlig samvittighed over, at jeg ikke er hjemme hos min datter. Sært.
Det er helt utroligt, så langsomt det pludseligt går at cykle den tur, jeg har cyklet i fem år uden problemer.
Det føles fuldstændigt som at løbe i vand. Kender I ikke sådan en drøm, hvor man løber og løber og ikke kommer nogen vegne? Sådan føles det. Blandet med total dårlig samvittighed over, at jeg ikke er hjemme hos min datter. Sært.
lørdag den 7. januar 2012
Sikken dejlig dag det er i dag. Wub-bub-bibum
WUHUUUUUUU!!! Put 'em up, y'all!
Hannah har nu sovet to nætter igennem fra ca. 19.45-6.30 – kun med en eller to små opvågninger uden gråd!! Har lige taget brownies ud af ovnen, og dagen er tiltaget med 17 minutter!
Nu går det virkeligt fremad. Kan I mærke det?!
Hannah har nu sovet to nætter igennem fra ca. 19.45-6.30 – kun med en eller to små opvågninger uden gråd!! Har lige taget brownies ud af ovnen, og dagen er tiltaget med 17 minutter!
Nu går det virkeligt fremad. Kan I mærke det?!
Abonner på:
Opslag (Atom)