Hit med Lundin-masken!

Forleden tog jeg en test i et magasin om, hvorvidt jeg var ’til fast rytme eller frit program’ som mor. Der var kun fem spørgsmål, men mine svar lød: A, B, A, B, A. Havde der været et spørgsmål mere, havde det sikkert vist sig, at jeg var lige dele fast og løs.
Jeg har egentlig altid set mig selv som spontan, rejseglad og selskabspapegøjeagtig. Men efter at være blevet mor er det som om en ny del af min natur (den virkelige natur??) er dukket op. Jeg kan ikke få nå nok af faste sove- og spiserytmer, putteritualer og manualer!
Man kan selvfølgelig hurtigt argumentere for, at det er en modreaktion til min egen opvækst i 70’erne, men sagen er – hvilket man vel også kan læse ud af mine svar i testen - at jeg faktisk gerne VIL have mit barn med til fest, farver og musik. Også gerne sent. Jeg er bare ikke så god til det.
Som for eksempel i går, hvor vi skulle besøge nogle gode venner fra frokosttid og frem. Det var super hyggeligt. Hannah fik sovet en god lur, mens veninden og jeg gik en tur i området og drengene (to store og tre små) legede med Lego. Senere stod den på æblekage og musik. Der var gang i klaver, keyboard, guitar, trommer og diverse rasleinstrumenter. Vi var alle sammen med og skrålede i vilden sky. Timerne gik hurtigt og Hannah nød larmen og sang selv lidt med.
Men da klokken nærmede sig 19, begyndte jeg at trippe indeni. Vi var egentlig inviteret til middag også, men jeg kunne ikke holde til mere. Jeg måtte bare hjem med den lille, så jeg kunne overholde det mantra, der er begyndt at betyde ret meget for mig: Ro, renlighed og regelmæssighed.
Det er ikke første gang, mit sind er i det dilemma – fast rytme kontra frit program – og det vil heller ikke være sidste, for en del af mig vil virkelig gerne være ’loose’, den anden kører et helt stramt program. Så stik mig en sort og en hvid ansigtsfarve, så jeg kan bekende kulør! (Jeg har bare ikke besluttet endnu, om det er den hvide farve, der er fast rytme og sort, der er frit program, eller omvendt…)

Hvilken lettelse :-)

Apropos sidste indlæg, så fik jeg lige øvet mig i at gå i høje hæle i går. De skulle støves af, før jeg kunne tage dem på!
Men altså, det var nogenlunde ligesom at cykle (altså, at det sidder på rygraden, ikke at jeg tramper rundt i støvlerne, som var de pedaler), så den del af det skal nok gå...

Nedtælling: 10, 9, 8, 7 (uger)

Jeg kan ikke se det for mig. Slet ikke. Om små to måneder skal jeg tilbage på arbejde. Det vil sige: I bad, have tøj på, i HØJE HÆLE, cykle og møde - altsammen til bestemt tid. Og hvis ikke faren tager sig af lillepigens morgenmad, som han for det meste gør, så skal det også passes ind. Det kommer jo aldrig til at gå…

Kom nu ind i kampen

Nej, hvor er jeg træt af kvinder – altså den moderlige slags, typisk journalister og typisk 35+ – der skal skrive bøger eller blogs om, hvor svært det er, at være mor! Få jer et liv!

Nå, men så læste jeg en artikel (i et af de aflagte dameblade, hvoraf jeg nu er nået til 14. april…) om netop en mor, der havde skrevet en bog om at være uperfekt mor (hvilket hun så selv syntes, hun var, selvom hun konstant tænkte på, hvordan hun skulle blive perfekt).
Hendes veninde havde spurgt, hvorfor hun egentlig havde valgt at få børn, og det kunne hun vel egentlig ikke lige give en logisk forklaring på, for faktum var – ifølge hende selv – at moderskabet havde gjort hende grimmere, havde fået hende til at lave kedeligere mad, havde gjort hende til en dårligere veninde og en mindre sjov kone! Vældigt opmuntrende!
Heldigvis kommenterer Weekendavisens Anne Knudsen hele miseren og giver os 30+-mødre tørt på. Vi har simpelthen tænkt for meget – på, hvordan vi er mødre på den helt rigtige måde, på alt det der kan gå galt, og på alle de afsavn, vi må lide. Og selvom det er hørt og sagt før (mange gange før (i ovennævnte bøger og blogs!)), så gør det ondt at læse alligevel. For hvordan h...... slipper man ud af den spiral??!!

Heldigvis var der en test senere i damebladet, der hurtigt kunne afgøre, om man var blandt de lykkeligste mennesker. Overskriften var: ’7 kendetegn ved de allermest lykkelige mennesker’. Jeg var lidt loren ved at læse de syv punkter, men bad min dejlige og i denne sammenhæng råt for usødet ærlige mand om at sige ’passer’ eller ’passer ikke’ på mig, da jeg læste punkterne højt. Jeg scorede fire ’passer’, og blev nærmest helt høj! For det er da ikke så ringe, når man nu sidder midt i en catch 22, hvor man er ked af ikke at være perfekt, samtidigt med at man synes, det er patetisk overhovedet at hige efter at være det. Ikk’?

Barnet er væk, skat!

Arrgghh!!! Hannah er faldet ud af sengen! Eller har jeg lagt mig på hende??! Hvor er hun?!
Nå pyh, det var bare en drøm, og Hannah ligger og sover inde i sin egen seng.
Nu har vi endelig fået vores seng, dyne og hinandens favn tilbage, og så bruger jeg den dyrebare søvn på at vågne op i sæt og savne den lille, varme krop med det tunge åndedrag. Livet er uretfærdigt!