Ministatus

Bliver lige nødt til at gøre status over en skelsættende dag i Hannahs liv. Flere ting skete...

1. Hun var vågen igennem et helt møde i mødregruppen
2. Hun fik endelig sin fod ind i munden, hvilket hun har arbejdet på i to uger
3. Hun har fundet sin stemme og har råbt i flere niveauer af hjerteskærende og skingre toner hele dagen. Håber, hun bare er ved at lære sin stemme lidt at kende, og at det går over igen. Ellers går jeg en mareridtsagtig fremtid i møde...
4. Hun sov før klokken 21.00

Køleskabskærlighed

Hannah er forelsket i vores køleskab. Hele hendes lille krop vrider og drejer sig, når vi nærmer os, så hun får mig til at vende den rigtige vej. Det vil sige, så hun kan se køleskabet. Og så krabber hun ellers løs på armen, indtil jeg er helt ovre at stå foran bogstaverne S-M-E-G.

Hele kroppen kører af begejstring, når hun griber ud efter de påsatte forkromede bogstaver.
Og der står jeg så. Med fjæset 20 cm fra køleskabet og en spæd på armen i hvad der virker som årevis. Anede ikke, at det var sådan noget, mødre brugte sine dage på…

Another day at the office

Så så man lige mig være på besøg på arbejdet i dag. Gik hele vejen i solskinsvejr med sovende barn, der vågnede som på bestilling, da jeg nåede frem og storsmilede til alle de nye ansigter. Hun charmerede hele flokken – med en pavestolt mor til følge!
Sådan så det helt sikkert ud udefra. Men indeni kunne jeg ikke få tankerne væk fra, hvor meget jeg svedte under armene, og om de syntes, jeg var blevet fed. Og om Hannah nu kunne klare al opmærksomheden, og om hun mon ville sove hele vejen hjem også. Og om de opdagede, at jeg talte i tunger - hvis jeg overhovedet fik svaret på deres spørgsmål.
En kollega spurgte, hvordan det nye liv som mor var, og jeg hørte mig selv fortælle, at jeg overhovedet ikke følte mig anderledes.
Da jeg kom hjem, skyndte jeg mig at smide de høje sandaler og putte en elastik om håret. Pyyyhh, så kan mor-livet fortsætte i god ro og orden.

Åben for kommentarer

Så fik novicen her sat flueben det rigtige sted, så alle kan kommentere. Gør det endelig!

Det gøres i øvrigt nemmest ved at klikke på 'kommentarer' og så vælge 'navn/webadresse' i menuen og så bare skrive sit navn.

Harakiri nu!

Tre gange har babyalarmen svigtet. Den seneste gang var i går – og det var desværre helt selvforskyldt. Manden og jeg var optaget af en diskussion, og jeg slukkede alarmen, for vi var jo sådan set på vej op i seng. Men vi talte lidt mere, og da jeg kom op, lå Hannah og græd.
Åh nej! Meld mig til børneværnet! Jeg er jo ikke egnet til at være mor!! Heller ikke selvom jeg græd lige så meget som hende…

Så nu overvejer jeg at bortadoptere. For hvordan skal jeg – og mit hjerte – nogensinde overleve hendes første dag i vuggestuen alene? Den første lejrtur, hvor hun har hjemve og græder i telefonen, eller den første gang, hun falder og slår sig, fordi jeg har spurgt, om vi skulle løbe om kap?
Ja, jeg spørger bare. Og undrer mig over, at ikke alle børn er adopterede…

Kære nye følgesvend, dit navn er Tvivl!

Det første, der ramte mig, efter Hannah var kommet til verden, var min egen tvivl om alting. Er hun varm nok? Har hun det køligt nok? Er hun sulten? Har hun fået for lidt søvn? Skal hun spise hver anden eller tredje time? Skal hun have fed eller fugtig creme på den tørre hud? Er det ok, at hun først sover klokken 21.30? Bør hun få sut med det samme? Eller overhovedet? Må man sige nej tak til besøg? Kommer jeg til at elske hende? Og får jeg nogensinde en Whisky Sour igen?

Langt de fleste af spørgsmålene havde jeg i forvejen læst mig til eller fået mindst tre svar på. Alligevel har tvivlen overmandet mig konstant. Gør det stadig. Og mange gange handler det om helt almindelige ting, som alle andre voksne mennesker sikkert ville vide, hvis de havde fået seks timers sammenhængende søvn.
Jeg er med andre ord blevet til en omvandrende blævrende masse af manglende selvværd! WTF???

Men så er det, man tropper op i mødregruppe første gang. HAAAAlleluja! HAAAlleluja! Halleluja, Halleluja. Halleeeeluja!

Mærkværdigt, at det faktum, at andre også er i tvivl, er en hjælp. Meget mærkeligt og ret skønt.

Så blev jeg overflødig

Dagen er gået med at inspicere de fødder, hun fandt i går. Tiden, hun bruger på at inspicere og gribe i absolut koncentration i sit eget selskab føles som TIMER. Og imens står moderen – helt hemmeligt – og lurer på vidunderet.
Så nej, det har ikke givet mig mere tid til at bruge begge hænder. Men jeg regner med, at hun kravler i morgen og går på lørdag, og SÅ kan det være, jeg får begge hænder fri! Eller…

Velkommen i skabet!

Som vi siger herhjemme: I concur! Jeg giver alle de kunstnere ret, der påstår, at de bliver inspireret af at blive forældre.
For mig har forældreskabet åbnet en åre af…hmmm… om ikke kreativitet, så af observationer, jeg af uransaglige årsager har behov for at dele.
Jeg har forsøgt mig med en blog tidligere, men den kom aldrig op at køre. Sikkert fordi, jeg ikke kunne finde ud af, hvad den skulle handle om. Men at få et barn… Nøj. (Og må jeg i den anledning bemærke, at min datter i dag er begyndt at gribe fat om sine fødder! Som sagt: En åre af vigtige observationer flyder nu frit!)

Pludselig forstår jeg, hvorfor enhver kvinde, der kan håndtere en computer, skal have en ’mor-blog’. Det forstod jeg ved gud ikke før!

Bliver du klogere? Sikkert ikke! Er det en god måde at fordrive de kostbare timer, min datter sover? Absolut ikke! Men nu har jeg skrevet stikord ned på min iPhone i løbet af de sidste tre måneder, så jeg kan lige så godt prøve blogvæsenet af, så indtastningerne ikke er helt forgæves. Hvert et minuts energiforbrug tæller, når ens liv er indtaget af et lille væsen, der kræver al ens opmærksomhed og for det meste minimum én af ens hænder.