Har abstinenser... Seperationsangsten/-panikken har taget bo i mit moderhjerte!
Kristian er taget til Jylland med Hannah - og har været væk EN HEL NAT!!
De er heldigvis på vej hjem nu og melder om god ro og orden. Det har med andre ord været en succes. Hannah har leget med miniaturekopper i farmors legehus, hun har hevet sin farfar i skægget og har spist, sludret og sovet som en engel. Nu sidder hun på skødet af sin far i toget og tegner og siger 'HEJ' til de andre passagerer.
Og jeg sidder og er ved at dø! I stedet for at nyde lidt frihed, har jeg siddet og kigget på billeder af min lille sveske på iPhonen. (Ok, jeg har også trænet helt uden stress og siddet på café inde i byen og læst avis og haft besøg af min kusine. Og har desuden selv sovet i Jylland tirsdag til onsdag! Men med H i tankerne og i kroppen konstant...)
Nu, hvor min lille familie er vendt østpå kan jeg godt lægge panikken lidt til side og tænke, at det er godt, at Hannah har en far. En handlingens mand, der kan tage hende med på eventyr. Jeg er ikke overbevist om (må jeg sige med en smule skam), at jeg havde taget samme færd med samme ophøjede ro og fine gåpåmod. Men er det ikke derfor, at et barn har brug for både en far og en mor? En til at tage på eventyr uden at ryste på hånden. Og en til at sidde med blødende hjerte.
