Som sand mellem fingrene

Sad lige og så Mamma Mia i går, og jeg er især vild med den sang, hvor Meryl Streep synger ’slipping through my fingers…’ om sin datter, der skal giftes.
Sangen handler stort set om at give slip på sit barn, og selvom jeg godt ved, at det måske er lidt tidligt at sidde og bekymre sig om den slags, så blev jeg alligevel ret våd i øjenkrogene. Jeg har nemlig allerede smagt lidt af den bittersøde fornemmelse…
Jeg er begyndt på arbejde på fuldt tryk igen (hvis det undrer nogen, hvorfor jeg ikke har skrevet blogindlæg i tusind år!) for tre uger siden. Og det har været skønt! At give ansvaret fra sig føles overvældende – mest på den gode måde. Jeg er fuldstændig tryg ved konstellationen far/datter, og kan give mig helt hen til arbejdet.
Men så skete der noget mærkeligt i uge nummer to. Kristian kom ind forbi arbejdet med Hannah, og alle flokkedes om hende. Jeg tog hende stolt op af barnevognen og viste hende frem. Men efter fem minutter, hvad skete der så?! Hun rakte sine små arme ud og ville over til sin far (i tryghed, når hun nu skulle møde så mange nye mennesker, selvfølgelig!). What? Jeg registrerede det faktisk ikke så meget, da det skete, men siden har det rumsteret lidt i baghovedet. Den nagende følelse af, at hun kun er til låns. Og da jeg så hørte Abba-sangen i går, genkendte jeg følelsen – selvom den sikkert kun er en snert af det savn og den længsel, der vil indfinde sig første gang, Hannah selv cykler i skole, tager på ferie med en veninde i stedet for mor eller flytter hjemmefra.
Så håber jeg, jeg kan visualisere hendes fars beskyttende favn til den tid som et symbol på, at hun vælger det, der er godt og trygt… Håbe, håbe

Ud af tipien

Så kom dagen, hvor jeg blev indlemmet i samfundet igen, efter at have boet i tipi og undergået forvandlingen fra almindelig dødelig til MOR!
Jeg har stadig ikke helt forliget mig med titlen, men følelsen er ved at gro fast. Jeg kan for eksempel ikke se en tv-avis om anbragte børn eller et program om pingviner, hvis unger dør i kulden, uden at tudbrøle.
Alligevel gik det overraskende nemt at tage afsted på arbejde og blive der hele dagen. Takket være den yderst kompetente far, selvfølgelig. (For vi kan selvfølgelig ikke regne med Københavns Kommune før det lille pus både kan gå og remse kongerækken op.)
Og det var også helt vidunderligt at komme hjem igen til en lille, ny familie - nu i hverdagsklæder. Hverdagsklæder for undertegnede, i hvert fald.
Så nu er vi i gang! Med hverdagen/børnefamiliernes virkelige verden/vores ny status.

(Har i øvrigt ikke fået listet mine nye kvalifikationer op, men jeg håber at de træder klart og tydeligt frem i løbet af de næste par arbejdsdage...)