Du glor!

Efter to måneder i vuggestuen er tingene ved at vende lidt. Hannah løber pædagogerne i møde med et knus, og hun ser glad ud, når jeg henter hende. (Pyh, lille flig af den store sten er faldet fra hjertet)
Jeg tror, at hun har det sådan, at de sociale sluser er helt åbne. Det er som om, hun suger alt, hvad andre gør og især føler, til sig. Jeg tror, det er derfor, hun har haft meget svært ved at overskue en institution med 140 børn og en stue med 13 børn. Der er meget at holde øje med!
Nogle gange står hun helt stille og stirrer. Længe. Og hverken jeg eller pædagogerne kan få kontakt med hende. Senere fortæller hun mig så, at en eller anden var ked af det, "men så blev hun glad igen", eller "av mit hoved, sagde den og den". Hun kan også allerede navnene på alle børnene og ved, hvem deres forældre og søskende er i vuggestuen.
Når jeg tænker over det, har jeg egentlig også oplevet utallige gange at sidde på en restaurant med mand eller veninde og lige pludselig fået at vide "du glor, Julie!". Helt uden, at jeg selv har været klar over det. Jeg bliver simpelthen suget ind i små hverdagsscenarier og smådramaer ved de andre borde, uden at jeg kan kæmpe imod. Den bedste underholdning, jeg kan få, er at betragte andre.
Så måske er det ikke så slemt, at Hannah bruger lidt tid på at betragte, glo, stirre. Måske er det bare hendes form for underholdning (håber i hvert fald ikke, at det er noget, der gør hende tosset, fordi hun skal følge med i alt).
Under alle omstændigheder er der nu en egenskab ved hende, som jeg helt sikkert kan sige, kommer fra undertegnede. Lille juhuuuu....

Der er to timer og et kvarter til, at jeg forlader min familie for at tage til New York i fem ego-dage.
Lige nu føles det hel hæsligt og meget grænseoverskridende. Jeg frygter mest nætterne, hvor jeg ikke kan høre min datters hvislen og mærke min mands varme. Lige nu føles det som om, det er mig, der er blevet udstødt af flokken, og ikke som mig, der selv har valgt at tage afsted fra flokken.
Jeg ved godt, at det meste frygt fordufter i det øjeblik, jeg lander i Newark - og allersenest, når jeg står i Central Park med en latte i hånden. Men jeg har aldrig haft en flok før, som jeg ikke kunne forlade, når jeg ville...

Brødflov

Er jeg den eneste, der bliver flov over at se, hvordan spaghetti med kødsovs har sneget sig ind på mine madplaner?
Tidligere spiste jeg stort set aldrig hverken lasagne eller pizza. Jeg er en rigtig Atkins-spiser. Masser af kød og fisk og grøntsager. Men, let's face it, det er ikke ligefrem øverst på lillepigens livretsliste.
Så hvis jeg som almindelig oplyst mor i Danmark gerne vil have, at min datter spiser det, der bliver sat på bordet og det, vi andre spiser, ja, så betyder det i praksis, at jeg ender med spaghetti med kødsovs, thaikylling med ris, madpandekager og lasagne på tallerkenen. Suk.