På vej mod nye eventyr

Så fik vi endelig besluttet os for et par børnesæder til vores cykler. Så er der intet, der kan stoppe os!
Vi har ellers været i gang med at udtænke snørklede hente/bringe-ordninger, hvor den, der bringer, tager bilen med sin cykel monteret bag på, så man kan cykle på arbejde, og den anden så kan cykle ned at hente for så at køre hjem i bilen (som så har været parkeret foran dagplejen hele dagen) med sin cykel monteret bag på.
Jeg har også overvejet at køre Hannah i dagpleje i bil, og så køre tilbage og parkere bilen for så at cykle på arbejde.
Uanset hvad, så virker det molbo-agtigt, ikke?
Hvad i alverden gør andre par???

Nå, men nu har vi cykelstolene i hus, og Hannah synes, det er en fest. Hun sidder i hvert fald meget afslappet (paralyseret??) og følger med fra bagsmækken.
Jeg føler, det er et nyt liv, der begynder. For jeg har ærlig talt ikke været god til at tage barnevognen med over alt. Jeg synes, det har været besværligt at tage tog og metro, når man hele tiden har skullet tage hensyn til sovning og spisning. Og det skal man jo. Så jeg har mere været til lange veltilrettelagte gåture med barnevognen.
Dem har jeg nydt rigtigt meget. Men nu, hvor der også er arbejde og dagplejer inde i billedet, må jeg indrømme, at barnevognen bare ikke er det optimale transportmiddel mere.
Derfor er det en enorm lettelse endelig at have researchet færdigt på diverse cykelstole-test, så monstrumerne kunne købes, monteres og afprøves.
Og det virker!
Jeg siger det lige igen: Det virker!!

Ps: tak til Helle for lån af mini-hjelm!

Pps: Havde min første hente-oplevelse i dag - i slud og modvind! Så er den cykelstol vist også indviet! Hannah lod sig i øvrigt ikke mærke af vejret, den lille eventyrer. Måske fordi mors store krop tog fra...

Baby i bold-heaven

Kæmpe milepæl!!
Hannah er begyndt i dagpleje! Dagen, Kristian og jeg har set frem til med en vis bæven. Vi har heldigvis fundet den bedste dagplejer, men det gør jo ikke seperationsangsten mindre.
Mit held er, at jeg er en udearbejdende mor med en mand på barsel, så det er ikke mig, der kører vidunderet ind med bævende underlæbe. Og godt det samme!
I de par timer, faren var på besøg hos 'den ny mor', havde datteren en fest. Hun ænsede ham dårligt, og kravlede - fik jeg fortalt over telefonen straks efter besøget - selvsikkert rundt mellem værelserne uden at se sig tilbage.Wow! Kunne man blive mere stolt (og angst over at være SÅ nem at undvære)?! (Der var selvfølgelig også en hel swimmingpool fuld af bolde. Det er svært at konkurrere med...Heligvis.)

Kommende kejserinde eller nysgerrig og nuttet?

Der er (åbenbart) en hårfin grænse mellem at være curling-forælder og lade sin lille guldklump udforske verden i sit eget tempo og efter sit eget hoved.
Det har jeg gang på gang opdaget, når jeg i min iver efter at ’møde min datters behov’ og ’understøtte hendes udvikling’ fiser frem og tilbage mellem alt det, hun peger på, mens hun sidder på min arm. Hendes lille, fede hånd peger på sin helt egen måde – lidt nedad, men med en meget strittende pegefinger – i en eller anden retning. Nogen gange er det hele hånden, der bare bliver kastet fremad med overkroppen efter sig, så man på ingen måde er i tvivl om, hvad barnet vil.
Og så er det, at jeg finder mig selv i en siksakkende bevægelse gennem stuen. Først peger hun på skuffernes knopper på vitrineskabet, og jeg siger ”Ja, det er håndt…”. Mere når jeg ikke, for så peger hun allerede på maleriet ved døren, som vi så suser over til, og jeg pædagogisk siger ”Ja, det er det maleri, Sarah har…” Og så er hun allerede videre. Tredje gang, jeg skifter retning, bliver jeg lidt træt af mig selv.
For hvornår mon hendes følelse af, at hun kan styre hele verden med et vift med hånden sætter sig fast for alvor? Hvor længe understøtter jeg blot hendes nysgerrighed ved at adlyde alle hendes fingerpeg?
I dag sad hendes far og jeg og rakte hende den store peberkværn og vandflasken på skift under aftensmaden, så hun lige kunne sætte sin pegefinger på toppen – sådan som hun bad os om.
På et tidspunkt kom vi til at kigge på hinanden og kunne ikke lade være at grine! Hvad sker der?? To voksne mennesker, der sidder og curler… Det skal nok gå godt!

Mean machine

Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver altså stadig overrasket over, at Hannah ikke er en maskine!
Jeg har selvfølgelig hørt andre sige, at hver dag er forskellig, og at alting kun er en periode. Både de gode og dårlige dage.
Men jeg er altså stadig forundret over, at man aldrig (i hvert fald som i de 11 første måneder af hendes liv) kan regne med, at hun spiser de ting, hun kunne lide i går, eller sover lige så godt som de to forudgående nætter.
For eksempel har hun lige sovet som en drøm tre nætter, og i dag nægter hun at sove. Why??
Straks er man ude i gættekonkurrencen: Er det for meget/lidt mad, blev det et kvarter for sent, eller blev hun mon lagt for hurtigt i seng uden lang nok neddrosling? Er det tænder, snot eller almindelig stædighed? Bottom line er, at hun græder, så det gør ondt i sjælen!
Hvorfor er et menneskebarn ikke programmeret bedre?? Hvis hun havde været en Grundfos-pumpe, var hun jo blevet kasseret for længst...