onsdag den 13. juli 2011

Ode til cyklen

Oh, du, min cykel, min frihed!

Efter at have været alene i en uge med Hannah, var jeg i går ved at gå op i limningen. Så da jeg blev bevilliget en cykeltur inden aftensmaden, var det en gave fra Himlen. Jeg cyklede alt, hvad jeg kunne! Jeg trampede grådigt i pedalerne uden at vide, hvor jeg var på vej hen...
Endte ude for enden af Valbyparken - ude ved vandet - og sad på en bænk i de sidste solstråler. Aaaahhh...
For noget tid siden var der en i mødregruppen, der næsten med tårer i øjnene fortalte, at hun havde cyklet i Netto en aften, efter at alle tre børn var blevet puttet.
Jeg kunne SÅ godt følge hende, for jeg havde et par uger forinden haft min egen første cykeltur efter fødslen - og den gik til Netto!

Det kunne man godt lige dvæle lidt ved. At der er kommet et helt nyt perspektiv på, hvad der skal til for at blive beruset af frihedslykkefølelse - et par pedaler og en tur i Netto! Det må da være 'simple living'!

Kan slet ikke vente, til Nihola'en er købt og Hannah sidder i den for første gang. Så må vi simpelthen være ude i noget 'double happiness'!

mandag den 4. juli 2011

Er min baby blevet dum?

Vi bliver født med et vist antal hjerneceller, ikke? Som barn (eller hvornår det nu var) fik jeg at vide, at hver gang, jeg hoppede, mistede jeg hjerneceller. Øv.
Men nu tænker jeg så bare, om min lille basse allerede er ved at blive halvdum af at køre på toppede brosten og engang imellem blive kørt frontalt ind i forhindringer på en sindssyg mors jagt på at nå bare en enkelt butik, inden ungen vågner.
For eksempel som i dag, da jeg bankede venstre forhjul ind i betonfoden af en lysmast på vej hjem fra Netto…
Jeg har kun gjort den fejl at kigge ned i barnevognen på det stakkels lille barn én gang, mens jeg kørte på brosten. At se det lille hoved hoppe rundt… Nej. Fra nu af sover hun bag myggenet og en stofble og pakket ind i voksipose!

P.S.: Undgå Viborg, hvis du vil spare dit barns hjerneceller!

fredag den 1. juli 2011

Babyskridt



Så har vi fået parasol = Et skridt længere ned af Frihedsvejen!

Nu kan lille-H og jeg sidde ude på terrassen i stedet for at være lænket til indendørsaktiviteter (Når kvoten af indkøb og gåture i diverse parker er brugt). Hurra!


Næste skridt: Du SKAL tage den forbandede flaske, Hannah!

(Gode råd modtages. Hun nægter også at tage sut. Fem forskellige...)