Tvivl vs. Julie, runde 2

De seneste par måneder har det stået 1-0 til mig over Tvivlen.
Siden Hannahs tremånedersdag blev det hele meget nemmere (ja, ja, I sagde det jo). Min angst for, at hun skulle få sol, at hun skulle få dårlig ryg, hvis jeg satte hende op i to minutter barnevognen, og at jeg kun følte, jeg kunne gå uden for en dør, hvis hun sov, forsvandt lige så stille i takt med, at Hannah voksede. Storartet! NU kører det!
Kalenderen blev fyldt op med aftaler, og jeg hørte endda mig selv sige "Når jeg ser tilbage, føler jeg faktisk, at jeg har gjort det helt rigtigt og på de rigtige tidspunkter". Kæphøjt, no?
Jeg troede med andre ord, at jeg skulle blive fri for Tvivlen. Men nej. Nu har den sneget sig ind igen.
Hannah udvikler sig faktisk helt fint. Hun vokser, hun er fysisk fremadstormende og de to første små tænder er mindsandten også begyndt at bryde frem. Så Tvivlen har taget en ny form.
Nu sidder jeg og tænker: "Nå, nu er hun så fyldt fem måneder, men sover stadig ikke i sin egen seng og vil stort set ikke røre grød og mos..." Min bekymring går med andre ord nu på, hvordan jeg skal nå at få ungen til at spise - og dermed sove - nok, til at mor her kan komme mere ud. Altså tage de seks aftenkurser om amerikansk historie, jeg har meldt mig til og gå på arbejde.
Og så er det, at Tvivlen står og hvisker ovre i hjørnet, at jeg har været lidt for magelig og er lidt for sent ude med ritualerne.

Gode (turbo)spise- og putteråd modtages, så Tvivlen ikke udligner!

Fødselsstraf

Seriøøøst!!!
Hvor meget hår skal man tabe??!! Hvis kvindeligheden sidder i håret, så er jeg snart tæt på at være en mand!
Der er hår alle steder - i sofaen, på gulvet, rundt om babyens hals - og så gør det det ikke bedre, at Hannah for alvor er begyndt at hive hårdt fat i alt, hun kommer i nærheden af af næse, øjne, mund... og hår.
Hårtabet får mig til at tænke på, hvorfor man skal straffes for at have født et barn. Hårtabet er jo ikke det eneste, der indtræder af fysiske fortrædeligheder. Det er i hvert fald de færreste, jeg hører om, som har oplevet, at de bliver endnu mere toplækre lige efter fødslen. Det er selvfølgelig en tilstand, man selv kan gøre meget ved hen ad vejen, bevares, men hvorfor denne 'straf'', når nu der er så meget andet at tage sig af som nybagt forælder?
Svaret må være, at vi kvinder glemmer alt om os selv og lægger al forfængelighed på hylden, så vi kan koncentrere os fuldt og helt om de små, nye mennesker, der intet kan selv. Ikke?
Ellers forstår jeg simpelthen ikke naturen.

En sommer senere...

To uger i sommerhuset - hvilket svarer til en ottendedel af Hannahs liv - er gået. Og hvilken ottendedel!

Hannah kan se tilbage på første møde med havet (på behørig afstand under en parasol), første møde med grød (både majs og hirse), første møde med brandvarm kogeplade (men det er jeg slet, slet ikke klar til at skrive om!!) og første møde med omverdenen (fra både oprejst position i barnevognen og i bæresele i Netto).

Altsammen takket være en ihærdig far, der insisterede på, at de voksne både fik havbadet og købt ind...

Især Hannahs nyfundne glæde ved grød må vel være et skridt ned af tidligere omtalte Frihedsvej. Hun er i hvert fald stadig glad for det. Det betyder, at jeg - tadaaa - er godt på vej til Prince-koncert på lørdag. Hvis hun så også bare ville tage den f"¤#%&/ flaske!!

PS: Hun ville i øvrigt gerne tage sut i dag (af mærket Pigeon, Pernilla :-)), men hun havde vist misforstået konceptet. Hun syntes, det var vildt dejligt at tygge i den, så gummerne blev masseret. Men ellers...? Nej.