De seneste par måneder har det stået 1-0 til mig over Tvivlen.
Siden Hannahs tremånedersdag blev det hele meget nemmere (ja, ja, I sagde det jo). Min angst for, at hun skulle få sol, at hun skulle få dårlig ryg, hvis jeg satte hende op i to minutter barnevognen, og at jeg kun følte, jeg kunne gå uden for en dør, hvis hun sov, forsvandt lige så stille i takt med, at Hannah voksede. Storartet! NU kører det!
Kalenderen blev fyldt op med aftaler, og jeg hørte endda mig selv sige "Når jeg ser tilbage, føler jeg faktisk, at jeg har gjort det helt rigtigt og på de rigtige tidspunkter". Kæphøjt, no?
Jeg troede med andre ord, at jeg skulle blive fri for Tvivlen. Men nej. Nu har den sneget sig ind igen.
Hannah udvikler sig faktisk helt fint. Hun vokser, hun er fysisk fremadstormende og de to første små tænder er mindsandten også begyndt at bryde frem. Så Tvivlen har taget en ny form.
Nu sidder jeg og tænker: "Nå, nu er hun så fyldt fem måneder, men sover stadig ikke i sin egen seng og vil stort set ikke røre grød og mos..." Min bekymring går med andre ord nu på, hvordan jeg skal nå at få ungen til at spise - og dermed sove - nok, til at mor her kan komme mere ud. Altså tage de seks aftenkurser om amerikansk historie, jeg har meldt mig til og gå på arbejde.
Og så er det, at Tvivlen står og hvisker ovre i hjørnet, at jeg har været lidt for magelig og er lidt for sent ude med ritualerne.
Gode (turbo)spise- og putteråd modtages, så Tvivlen ikke udligner!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar