Av!

Nå, en hel figenstang var så nok lidt for meget for hende. Det var ren tortur at få ud igen! Ups...

Ikke en rød reje

Arrgghh!!! Min baby er ildrød over hele kroppen og er ved at blive kvalt af opsvulmning i halsen!!! Hvad gør jeg??!!
Nå, pyh... det var bare en drøm...
Jeg er begyndt at eksperimentere med madvarer - som den dygtige elev af 'dit barn skal da i gang med at introduceres til alverdens smage nu-nu-nu!'-juntaen, jeg er - og forleden fodrede jeg hende så af med rejer (i mangel af regulær aftensmad, som jeg ikke gider at lave, når manden er på arbejde sent). Med mareridt om postkasserødt barn til følge. For jeg ved, at æg, kød og fisk er ok nu, men må hun overhovedet få skaldyr? Og hvad med nødder? Havde lige serveret et stykke figenstang med nødder for den bette, som sprællede helt vildt for at få mere, da der dukkede en advarselstrekant op for mit indre blik. Aner ikke helt hvorfor, for det blev senere afkræftet af en veninde. Men ordet 'nødder' er nok dukket op som noget forfærdeligt i noget af al den (forbandede) litteratur, jeg har pløjet mig igennem. Men var det nu i hel form eller bare i det hele taget, fordi der er noget i dem, de små ikke kan tåle? Og var det bare indtil de fyldte tre måneder, seks måneder eller et år?
Anyways. Nu har jeg købt rigeligt ind af figenstænger UDEN nødder, og lillepigen kværnede næsten en hel en med blåbær i dag. Og ville naturligvis selv holde den undervejs.
Det er helt åndssvagt, hvor stolt jeg kan blive over, at ungen spiser en hel (næsten) figenstang. Der har været så langt et tilløb til at spise fast føde i mængder, moren er tilfreds med, så hver gang hun spiser mere end forventet, jubler jeg indeni.
Men vi er ved at være der nu. Tre måltider om dagen. Alle tre i købe-pulverform, to af dem med æble- og mangosmag.
Men hey! Det er bare sådan, det er! Pulvermad rykker for vildt!! Og hvis det er det, der virker, må hun for min skyld gerne få det, helt indtil hun bliver konfirmeret! For jeg GIDER ikke stå og koge/mose/findele økologisk broccoli og frisk fisk kun for hendes skyld, når hun spiser tre skefulde! No way!!
Sådan prøver jeg at overbevise mig selv om, at det er helt ok, mens den lille dårlige samvittighed gnaver et sted i baghovedet.
Derfor er det endnu mere åndssvagt, så stolt jeg kan blive af mig SELV, fordi jeg for første gang i dag fik skåret grøntsager i tern, kogt, blendet og oven i købet sat på køl til flere dage!
Juntaen kan sætte en streg i bogen med medlemmer, og jeg kan bare stå og se passivt til, mens jeg er ved at blive forvandlet til en... tja... mor?

En magisk dag

I dag fylder Hannah seks måneder. Tænk, at hun allerede er halvvejs mod sit første år!
Det er en dag, jeg som førstegangsmor har set meget frem til, for når man har læst sig vind og skæv i hjemmesider, bøger, magasiner og foldere om, hvad spædbarnet må og ikke må, er halvårsdagen jo helt og aldeles magisk!
Lige pludselig må bebsen spise det samme som os (pånær af honning, som er en anden dato). Hun må sidde i høj stol m.m. Jeg behøver ikke længere bekymre mig om fladt baghoved, og øjenfarven burde være blivende.
Puf! Som med et trylleslag er verden forandret.
At realiteterne så ser lidt anderledes ud (der går nok lidt tid, før hun spiser pasta limone, og hun har længe kunnet sidde selv) er jo en helt anden sag. For milepælen skal fejres! Så langt, så godt.
Vi fejrede det på en måde i går ved at være til babysvømning for første gang. Og det viste mig, at jeg tydeligt kan mærke, at der er gået seks måneder - på mig selv. Jeg kampsvedte ikke det mindste, da jeg nåede frem til billetlugen i Frederiksberg Svømmehal og skulle have styr på dos and don'ts i forhold til svømning for de mindste. Det var ligefrem en ren og afslappende fornøjelse (ikke mindst takket være min erfarne veninde og en baby, der var vild med det)...

Hip hurra! Og tillykke til alle seksmånedersbabyerne derude...











Fødselsdagsbarnet - nu med
tænder!

Kald mig bare Superputter

Sidder og holder vejret...
Har lige puttet lillepigen i sin egen seng for første gang, og hun sover!
Tilløbet har været langt og undskyldningerne mange, men nu skulle det være. Efter uger med notering af sovetider, overvejelser om putteritual og hvad jeg skulle stille op, hvis hun græd, viste det sig, at hun bare skulle stryges over håret af to omgange for at sove tungt. Hvor svært kan det være?? (...må jeg endnu en gang spørge mig selv!) Skamfuld må jeg konstatere, at moren er et større problem end barnet (som nogle måske også havde antydet op til flere gange).
Og nu sidder jeg så og holder vejret, helt stille og lidt lykkelig.