Nå, så kunne det være, man skulle sparke lidt liv i bloggen igen. Sådan en indkøringsuge i vuggestue er i hvert fald et rent 'Kære dagbog-øjeblik'!!
De sidste mange måneder er gået over stok og sten, og min smukke, dygtige datter taler, synger og charmerer sig igennem livet. Min ellers tro følgesvend, Tvivl, har langsomt taget plads bagerst i bussen, og jeg kan med stolthed sige, at jeg er gået hen og blevet Mor!
Men jeg skal da lige love for, at min gamle ven igen er rykket helt frem i bussen!
Allerede inden første dag i mandags havde jeg fortrudt skridtet fra dagplejer til vuggestue 100 gange. Men jeg fik overvundet min indre tvivlende stemme, der blev ved med at finde løsninger, så Hannah kunne blive hos sin fantastiske - men meget tidligt lukkende - dagplejer. Hannah har haft det som blommen i et æg sammen med tre andre børn, der er blevet lyttet til, sunget med, taget i zoo og uden for hver dag. Alt sammen i et utroligt overskudsagtigt og roligt miljø. Oh, fryd!
Men virkeligheden er også, at Hannah ville blive ved med at være det ældste barn (med 10 måneder gamle legekammerater som 3-årig!), hvis hun blev hos Rikke.
Så nu er Hannah altså begyndt på Pingvinstuen i en populær institution i vores 'baghave', hvor der så går 140 andre børn! Jeg fik et chok! Hold kæft, en larm! Og det var altså kun på en stue med 13 børn...
Jeg kunne se, at Hannah også var ret chokeret. Og det var dér, den første grimme, nagende følelse begyndte at ulme. At se, hvordan de andre børn bare var vant til at skubbe, stjæle og råbe sig frem, var næsten ikke til at bære. Jeg sad på en taburet eller på gulvet og prøvede at gå i ét med børnetegningerne på væggen, så min lille porcelænskop selv kunne finde ud af det hele. Men jeg virkede som en magnet på de andre børn, der konstant kom hen med bøger, lange næser eller et kram til mig. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at tage lillepigen ved hånden og løbe skrigende væk!
Pædagogerne er supersøde og dygtige. Ingen tvivl om det. Men hvordan giver man 13 så små børn nok omsorg til, at de føler sig trygge nok i verden? Det er for mig helt ubegribeligt.
"Jamen, de skal have nogle knubs, så de lærer at løse konflikter." "Bare rolig, hun vænner sig til det." "Du bliver glad for det i længden."
Sådan lyder alle de velmenende skulderklap, jeg fik, efter at have grædt øjnene ud efter første dag i vuggestue.
Og ja, Hannah har klaret det sindsygt flot, og jeg blev sat ind i personalerummet med en bog på andendagen, hvor jeg skulle sidde og være usynlig i et par timer. Så jo, jo, min lille pige er dygtig og nysgerrig.
Men det betyder bare ikke, at det er rigtigt at efterlade et barn på halvandet år i et inferno af børn, der alle prøver at få lidt voksenkontakt. Og hvor normeringen dikterer, at man skal sidde på en bestemt måde, spise pære på et bestemt tidspunkt og kun kan komme ud og væk fra larmen hver tredje dag! Det er netop det, at hun skulle komme til at vænne sig til alt det, der skræmmer mig.
Ja, undskyld, jeg ved godt, at jeg dels lyder som en born again hippie, dels kommer til at ramme en masse forældres ømme tå. Men jeg er ny i det her, så jeg må godt! I har jo sikkert alle været der...
Nå, men efter den første uge har jeg det altså stadig sådan, at jeg tror, jeg forbliver deltidsansat, og at jeg stadig overvejer at blive hjemmegående husmor. Bare de næste ... 18 år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar