Da en mor på et af de underste dæk lagde sine to små børn til at sove ved siden af hinanden, mens hun fortalte historie - velvidende, at skibet var ved at gå ned - begyndte underlæben at dirre. Og så kunne jeg ikke tænke på andet resten af filmen.
Gad vide, hvordan jeg selv ville reagere i en katastrofesituation?
Jeg har hørt en mor sige, at hun aldrig rejser uden hele familien, fordi hun ikke kan klare tanken om, at de skal dø fra hende, eller at hun skal efterlade dem. Det har jeg aldrig forstået. Hvordan kan man ønske sine børn døde - altså bare fordi, man ikke kan bære tanken om, at de skal savne en så meget, at det bliver for hårdt? Ligesom moren på Titanic?
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan jeg selv ville reagere, og jeg er slet ikke sikker på mine egne reaktionsmønstre efter, jeg blev mor. Jeg tuder jo til Titanic! (Rettelse: Jeg tuder NYE steder til Titanic...)
Nå, men det tror jeg, jeg vil summe lidt over her i weekenden.
Selvom jeg slet ikke kan holde de billeder ud, der dannes på nethinden! Føj, for et blødt punkt, man har fået!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar