Som sand mellem fingrene

Sad lige og så Mamma Mia i går, og jeg er især vild med den sang, hvor Meryl Streep synger ’slipping through my fingers…’ om sin datter, der skal giftes.
Sangen handler stort set om at give slip på sit barn, og selvom jeg godt ved, at det måske er lidt tidligt at sidde og bekymre sig om den slags, så blev jeg alligevel ret våd i øjenkrogene. Jeg har nemlig allerede smagt lidt af den bittersøde fornemmelse…
Jeg er begyndt på arbejde på fuldt tryk igen (hvis det undrer nogen, hvorfor jeg ikke har skrevet blogindlæg i tusind år!) for tre uger siden. Og det har været skønt! At give ansvaret fra sig føles overvældende – mest på den gode måde. Jeg er fuldstændig tryg ved konstellationen far/datter, og kan give mig helt hen til arbejdet.
Men så skete der noget mærkeligt i uge nummer to. Kristian kom ind forbi arbejdet med Hannah, og alle flokkedes om hende. Jeg tog hende stolt op af barnevognen og viste hende frem. Men efter fem minutter, hvad skete der så?! Hun rakte sine små arme ud og ville over til sin far (i tryghed, når hun nu skulle møde så mange nye mennesker, selvfølgelig!). What? Jeg registrerede det faktisk ikke så meget, da det skete, men siden har det rumsteret lidt i baghovedet. Den nagende følelse af, at hun kun er til låns. Og da jeg så hørte Abba-sangen i går, genkendte jeg følelsen – selvom den sikkert kun er en snert af det savn og den længsel, der vil indfinde sig første gang, Hannah selv cykler i skole, tager på ferie med en veninde i stedet for mor eller flytter hjemmefra.
Så håber jeg, jeg kan visualisere hendes fars beskyttende favn til den tid som et symbol på, at hun vælger det, der er godt og trygt… Håbe, håbe

Ud af tipien

Så kom dagen, hvor jeg blev indlemmet i samfundet igen, efter at have boet i tipi og undergået forvandlingen fra almindelig dødelig til MOR!
Jeg har stadig ikke helt forliget mig med titlen, men følelsen er ved at gro fast. Jeg kan for eksempel ikke se en tv-avis om anbragte børn eller et program om pingviner, hvis unger dør i kulden, uden at tudbrøle.
Alligevel gik det overraskende nemt at tage afsted på arbejde og blive der hele dagen. Takket være den yderst kompetente far, selvfølgelig. (For vi kan selvfølgelig ikke regne med Københavns Kommune før det lille pus både kan gå og remse kongerækken op.)
Og det var også helt vidunderligt at komme hjem igen til en lille, ny familie - nu i hverdagsklæder. Hverdagsklæder for undertegnede, i hvert fald.
Så nu er vi i gang! Med hverdagen/børnefamiliernes virkelige verden/vores ny status.

(Har i øvrigt ikke fået listet mine nye kvalifikationer op, men jeg håber at de træder klart og tydeligt frem i løbet af de næste par arbejdsdage...)

Nedtælling: 3 (uger)

Så er det vel også på tide at ridse op, hvilke kompetencer man har raget til sig i løbet af sådan en barsel. Har hørt fra karrierekvinder, at man endelig skal slå på de nyerhvervede kompetencer, som der skulle være masser af.

1. Kan børste tænder med én hånd (altså få tandpasta på, børste OG skylle mund), mens barnet sidder på hoften
2. ...kan ikke komme i tanke om flere lige nu. Må hellere tænke lidt...

Nedtælling: 6, 5, 4 (uger)

Uaks! Tænk, at der er mindre end fire ugers barsel tilbage. Rent teknisk er jeg faktisk allerede færdig med barsel og er nu på ferie. Vildt!
For en måned siden kunne jeg slet ikke se det for mig. Nu er jeg nærmest klar til at fjerne mig selv lidt fra ansvaret for mit barns velfærd. At arbejde bliver jo rent ’life light’ (siger hun nu…).
Men ærligt talt, så havde jeg nok regnet med – inden jeg fik barn, selvfølgelig – at, når Hannah blev seks måneder, så spiste hun gladelig al skemad. Bum. Når jeg startede på arbejde, sov hun hele natten og blev ikke længere ammet. Bum. Altså, at det nærmest var en kosmisk lov, en slags trepartsforhandlet aftale mellem mor, barn og arbejdsgiver, at tingene ligesom klappede, så livet kunne fortsætte som før.
Tænk, at man som rimeligt oplyst menneske kan tage sådan fejl og blive fældet af glidende overgange!
Til gengæld er det gået op for mig, at jeg faktisk kommer hjem efter arbejde hver dag. I mit hoved tog jeg af sted om morgenen, og kom først hjem tre uger senere. Men sådan er det jo slet ikke!
Hvor bliver man klog af at blive mor!

Tak til vejret

I dag var bare en af de dage... Jeg har været alene med Hannah siden søndag eftermiddag, nu er det torsdag og jeg er på sammenbruddets rand.
Det begyndte med, at Hannah kun spiste en halv portion morgenmad. Siden aflyste hun morgenluren ved hjælp af højlydte protester. Hun vågner hver anden, hver og hver halve time om natten, så jeg har virkelig brug for morgenpausen. Men nej.
Op med hende, lad hende blive i voksiposen, mens jeg ordner ting, prøve igen. Nej. Nu under endnu større protester og rigtige tårer. Op igen.
Og det gjorde kun situationen værre, at jeg havde en hasteinterviewaftale, som gjorde, at jeg for første gang i de her otte måneder havde lyst til at tyre ungen ud over altanen! Nå, men ind igen, pakke ud, lægge barn på legetæppe, barn smiler tilfredst. Mor er grædefærdig.
Måtte først ringe til livline og tudbrøle, for bagefter at ringe til kilde for at rykke vores aftale. Han var i øvrigt utroligt fleksibel - har sikkert selv børn (eller måske ikke, for han sagde, at han også tog telefonen om aftenen???).
Så kunne skuldrene komme lidt ned, og efter at have kørt barnet helt i sænk med leg, trillede jeg så afsted med barnevognen - som er det eneste sikre sovemiddel - med en sovende baby, en kæmpe grådklump i halsen og et tungt, tungt hjerte i brystet. Kroppens måde at råbe om hjælp for psyken. Men det er for flovt at græde på åben gade, så jeg besluttede at styre mod en bænk i Søndermarken, selvom planen var at købe ind.
Og så var det, at jeg opdagede solen!
Jeg stoppede ved en bager og købte en bolle til den lille, kørte derefter over til min efterhånden meget gode ven, Riccos, og fik en kaffe og en croissant med, så Hannah og jeg kunne hygge os i parken, hvis hun vågnede! Jeg stoppede endda ved en malerforretning og købte noget matteret plast til badeværelsesvinduet, som jeg længe har tænkt på. Alt sammen på grund af solen!
I aften kommer min mor og Helge med Mortens aften-and, så måske overlever jeg alligevel til fredag aften, hvor det dejlige, elskede...sæt ekstra hænder kommer hjem!

Mama Madspilder

Hold da op, hvor bliver der bare smidt i skralderen, når man får et barn! Jeg er ikke typen, der smider mad ud. Jeg køber ind, hvad vi skal bruge - og bruger det hele. Men nu har piben da godt nok fået en anden lyd!

En ting er, at der er nye, mærkelige varer i mit køleskab (f.eks. hvidløgsost, paté og glas med babymad), en anden ting er, at det hele stort set bliver for gammelt, inden det bliver spist, fordi Hannah er den eneste, der spiser det. Eller... det gør hun så ikke. For det er det, der er hele årsagen til miseren: man skal prøve hundrede forskellige smørepålæg af, for at finde ud af, hvad prinsessen føler for. Og det hun så følte stærkt for i går, er yt i dag. Suk.


Den opdaterede liste over hits:
- Rød pesto
- Mors hjemmebagte boller
- Hvidløgsost i går, men ikke i dag. Måske aldrig mere
- Feta (men er ved at blive kvalt hver gang)
- Cherrytomater
- Klementiner
- Blommer
- Æbler fra sommerhuset
- Grove pastaskruer
- Tomatsauce, både almindelig og med ekstra hvidløg
- Sushi (minus fisken)
- Kylling i alle varianter
- Rå porre (???)

Det fede liv

Bør der være nogen alarmklokker, der ringer, hvis man tænker 'That's it! That's life!", når man hører følgende tekst af Flemming Bamse Jørgensen:

Jeg elsker, når ungerne leger
På stranden, mens jeg får en bajer
Jeg elsker at sidde og kigge
Og gælden, den tynger mig ikke
Bar' jeg må ligge
Ned, når jeg vil

???

Hit med Lundin-masken!

Forleden tog jeg en test i et magasin om, hvorvidt jeg var ’til fast rytme eller frit program’ som mor. Der var kun fem spørgsmål, men mine svar lød: A, B, A, B, A. Havde der været et spørgsmål mere, havde det sikkert vist sig, at jeg var lige dele fast og løs.
Jeg har egentlig altid set mig selv som spontan, rejseglad og selskabspapegøjeagtig. Men efter at være blevet mor er det som om en ny del af min natur (den virkelige natur??) er dukket op. Jeg kan ikke få nå nok af faste sove- og spiserytmer, putteritualer og manualer!
Man kan selvfølgelig hurtigt argumentere for, at det er en modreaktion til min egen opvækst i 70’erne, men sagen er – hvilket man vel også kan læse ud af mine svar i testen - at jeg faktisk gerne VIL have mit barn med til fest, farver og musik. Også gerne sent. Jeg er bare ikke så god til det.
Som for eksempel i går, hvor vi skulle besøge nogle gode venner fra frokosttid og frem. Det var super hyggeligt. Hannah fik sovet en god lur, mens veninden og jeg gik en tur i området og drengene (to store og tre små) legede med Lego. Senere stod den på æblekage og musik. Der var gang i klaver, keyboard, guitar, trommer og diverse rasleinstrumenter. Vi var alle sammen med og skrålede i vilden sky. Timerne gik hurtigt og Hannah nød larmen og sang selv lidt med.
Men da klokken nærmede sig 19, begyndte jeg at trippe indeni. Vi var egentlig inviteret til middag også, men jeg kunne ikke holde til mere. Jeg måtte bare hjem med den lille, så jeg kunne overholde det mantra, der er begyndt at betyde ret meget for mig: Ro, renlighed og regelmæssighed.
Det er ikke første gang, mit sind er i det dilemma – fast rytme kontra frit program – og det vil heller ikke være sidste, for en del af mig vil virkelig gerne være ’loose’, den anden kører et helt stramt program. Så stik mig en sort og en hvid ansigtsfarve, så jeg kan bekende kulør! (Jeg har bare ikke besluttet endnu, om det er den hvide farve, der er fast rytme og sort, der er frit program, eller omvendt…)

Hvilken lettelse :-)

Apropos sidste indlæg, så fik jeg lige øvet mig i at gå i høje hæle i går. De skulle støves af, før jeg kunne tage dem på!
Men altså, det var nogenlunde ligesom at cykle (altså, at det sidder på rygraden, ikke at jeg tramper rundt i støvlerne, som var de pedaler), så den del af det skal nok gå...

Nedtælling: 10, 9, 8, 7 (uger)

Jeg kan ikke se det for mig. Slet ikke. Om små to måneder skal jeg tilbage på arbejde. Det vil sige: I bad, have tøj på, i HØJE HÆLE, cykle og møde - altsammen til bestemt tid. Og hvis ikke faren tager sig af lillepigens morgenmad, som han for det meste gør, så skal det også passes ind. Det kommer jo aldrig til at gå…

Kom nu ind i kampen

Nej, hvor er jeg træt af kvinder – altså den moderlige slags, typisk journalister og typisk 35+ – der skal skrive bøger eller blogs om, hvor svært det er, at være mor! Få jer et liv!

Nå, men så læste jeg en artikel (i et af de aflagte dameblade, hvoraf jeg nu er nået til 14. april…) om netop en mor, der havde skrevet en bog om at være uperfekt mor (hvilket hun så selv syntes, hun var, selvom hun konstant tænkte på, hvordan hun skulle blive perfekt).
Hendes veninde havde spurgt, hvorfor hun egentlig havde valgt at få børn, og det kunne hun vel egentlig ikke lige give en logisk forklaring på, for faktum var – ifølge hende selv – at moderskabet havde gjort hende grimmere, havde fået hende til at lave kedeligere mad, havde gjort hende til en dårligere veninde og en mindre sjov kone! Vældigt opmuntrende!
Heldigvis kommenterer Weekendavisens Anne Knudsen hele miseren og giver os 30+-mødre tørt på. Vi har simpelthen tænkt for meget – på, hvordan vi er mødre på den helt rigtige måde, på alt det der kan gå galt, og på alle de afsavn, vi må lide. Og selvom det er hørt og sagt før (mange gange før (i ovennævnte bøger og blogs!)), så gør det ondt at læse alligevel. For hvordan h...... slipper man ud af den spiral??!!

Heldigvis var der en test senere i damebladet, der hurtigt kunne afgøre, om man var blandt de lykkeligste mennesker. Overskriften var: ’7 kendetegn ved de allermest lykkelige mennesker’. Jeg var lidt loren ved at læse de syv punkter, men bad min dejlige og i denne sammenhæng råt for usødet ærlige mand om at sige ’passer’ eller ’passer ikke’ på mig, da jeg læste punkterne højt. Jeg scorede fire ’passer’, og blev nærmest helt høj! For det er da ikke så ringe, når man nu sidder midt i en catch 22, hvor man er ked af ikke at være perfekt, samtidigt med at man synes, det er patetisk overhovedet at hige efter at være det. Ikk’?

Barnet er væk, skat!

Arrgghh!!! Hannah er faldet ud af sengen! Eller har jeg lagt mig på hende??! Hvor er hun?!
Nå pyh, det var bare en drøm, og Hannah ligger og sover inde i sin egen seng.
Nu har vi endelig fået vores seng, dyne og hinandens favn tilbage, og så bruger jeg den dyrebare søvn på at vågne op i sæt og savne den lille, varme krop med det tunge åndedrag. Livet er uretfærdigt!

Av!

Nå, en hel figenstang var så nok lidt for meget for hende. Det var ren tortur at få ud igen! Ups...

Ikke en rød reje

Arrgghh!!! Min baby er ildrød over hele kroppen og er ved at blive kvalt af opsvulmning i halsen!!! Hvad gør jeg??!!
Nå, pyh... det var bare en drøm...
Jeg er begyndt at eksperimentere med madvarer - som den dygtige elev af 'dit barn skal da i gang med at introduceres til alverdens smage nu-nu-nu!'-juntaen, jeg er - og forleden fodrede jeg hende så af med rejer (i mangel af regulær aftensmad, som jeg ikke gider at lave, når manden er på arbejde sent). Med mareridt om postkasserødt barn til følge. For jeg ved, at æg, kød og fisk er ok nu, men må hun overhovedet få skaldyr? Og hvad med nødder? Havde lige serveret et stykke figenstang med nødder for den bette, som sprællede helt vildt for at få mere, da der dukkede en advarselstrekant op for mit indre blik. Aner ikke helt hvorfor, for det blev senere afkræftet af en veninde. Men ordet 'nødder' er nok dukket op som noget forfærdeligt i noget af al den (forbandede) litteratur, jeg har pløjet mig igennem. Men var det nu i hel form eller bare i det hele taget, fordi der er noget i dem, de små ikke kan tåle? Og var det bare indtil de fyldte tre måneder, seks måneder eller et år?
Anyways. Nu har jeg købt rigeligt ind af figenstænger UDEN nødder, og lillepigen kværnede næsten en hel en med blåbær i dag. Og ville naturligvis selv holde den undervejs.
Det er helt åndssvagt, hvor stolt jeg kan blive over, at ungen spiser en hel (næsten) figenstang. Der har været så langt et tilløb til at spise fast føde i mængder, moren er tilfreds med, så hver gang hun spiser mere end forventet, jubler jeg indeni.
Men vi er ved at være der nu. Tre måltider om dagen. Alle tre i købe-pulverform, to af dem med æble- og mangosmag.
Men hey! Det er bare sådan, det er! Pulvermad rykker for vildt!! Og hvis det er det, der virker, må hun for min skyld gerne få det, helt indtil hun bliver konfirmeret! For jeg GIDER ikke stå og koge/mose/findele økologisk broccoli og frisk fisk kun for hendes skyld, når hun spiser tre skefulde! No way!!
Sådan prøver jeg at overbevise mig selv om, at det er helt ok, mens den lille dårlige samvittighed gnaver et sted i baghovedet.
Derfor er det endnu mere åndssvagt, så stolt jeg kan blive af mig SELV, fordi jeg for første gang i dag fik skåret grøntsager i tern, kogt, blendet og oven i købet sat på køl til flere dage!
Juntaen kan sætte en streg i bogen med medlemmer, og jeg kan bare stå og se passivt til, mens jeg er ved at blive forvandlet til en... tja... mor?

En magisk dag

I dag fylder Hannah seks måneder. Tænk, at hun allerede er halvvejs mod sit første år!
Det er en dag, jeg som førstegangsmor har set meget frem til, for når man har læst sig vind og skæv i hjemmesider, bøger, magasiner og foldere om, hvad spædbarnet må og ikke må, er halvårsdagen jo helt og aldeles magisk!
Lige pludselig må bebsen spise det samme som os (pånær af honning, som er en anden dato). Hun må sidde i høj stol m.m. Jeg behøver ikke længere bekymre mig om fladt baghoved, og øjenfarven burde være blivende.
Puf! Som med et trylleslag er verden forandret.
At realiteterne så ser lidt anderledes ud (der går nok lidt tid, før hun spiser pasta limone, og hun har længe kunnet sidde selv) er jo en helt anden sag. For milepælen skal fejres! Så langt, så godt.
Vi fejrede det på en måde i går ved at være til babysvømning for første gang. Og det viste mig, at jeg tydeligt kan mærke, at der er gået seks måneder - på mig selv. Jeg kampsvedte ikke det mindste, da jeg nåede frem til billetlugen i Frederiksberg Svømmehal og skulle have styr på dos and don'ts i forhold til svømning for de mindste. Det var ligefrem en ren og afslappende fornøjelse (ikke mindst takket være min erfarne veninde og en baby, der var vild med det)...

Hip hurra! Og tillykke til alle seksmånedersbabyerne derude...











Fødselsdagsbarnet - nu med
tænder!

Kald mig bare Superputter

Sidder og holder vejret...
Har lige puttet lillepigen i sin egen seng for første gang, og hun sover!
Tilløbet har været langt og undskyldningerne mange, men nu skulle det være. Efter uger med notering af sovetider, overvejelser om putteritual og hvad jeg skulle stille op, hvis hun græd, viste det sig, at hun bare skulle stryges over håret af to omgange for at sove tungt. Hvor svært kan det være?? (...må jeg endnu en gang spørge mig selv!) Skamfuld må jeg konstatere, at moren er et større problem end barnet (som nogle måske også havde antydet op til flere gange).
Og nu sidder jeg så og holder vejret, helt stille og lidt lykkelig.

Tvivl vs. Julie, runde 2

De seneste par måneder har det stået 1-0 til mig over Tvivlen.
Siden Hannahs tremånedersdag blev det hele meget nemmere (ja, ja, I sagde det jo). Min angst for, at hun skulle få sol, at hun skulle få dårlig ryg, hvis jeg satte hende op i to minutter barnevognen, og at jeg kun følte, jeg kunne gå uden for en dør, hvis hun sov, forsvandt lige så stille i takt med, at Hannah voksede. Storartet! NU kører det!
Kalenderen blev fyldt op med aftaler, og jeg hørte endda mig selv sige "Når jeg ser tilbage, føler jeg faktisk, at jeg har gjort det helt rigtigt og på de rigtige tidspunkter". Kæphøjt, no?
Jeg troede med andre ord, at jeg skulle blive fri for Tvivlen. Men nej. Nu har den sneget sig ind igen.
Hannah udvikler sig faktisk helt fint. Hun vokser, hun er fysisk fremadstormende og de to første små tænder er mindsandten også begyndt at bryde frem. Så Tvivlen har taget en ny form.
Nu sidder jeg og tænker: "Nå, nu er hun så fyldt fem måneder, men sover stadig ikke i sin egen seng og vil stort set ikke røre grød og mos..." Min bekymring går med andre ord nu på, hvordan jeg skal nå at få ungen til at spise - og dermed sove - nok, til at mor her kan komme mere ud. Altså tage de seks aftenkurser om amerikansk historie, jeg har meldt mig til og gå på arbejde.
Og så er det, at Tvivlen står og hvisker ovre i hjørnet, at jeg har været lidt for magelig og er lidt for sent ude med ritualerne.

Gode (turbo)spise- og putteråd modtages, så Tvivlen ikke udligner!

Fødselsstraf

Seriøøøst!!!
Hvor meget hår skal man tabe??!! Hvis kvindeligheden sidder i håret, så er jeg snart tæt på at være en mand!
Der er hår alle steder - i sofaen, på gulvet, rundt om babyens hals - og så gør det det ikke bedre, at Hannah for alvor er begyndt at hive hårdt fat i alt, hun kommer i nærheden af af næse, øjne, mund... og hår.
Hårtabet får mig til at tænke på, hvorfor man skal straffes for at have født et barn. Hårtabet er jo ikke det eneste, der indtræder af fysiske fortrædeligheder. Det er i hvert fald de færreste, jeg hører om, som har oplevet, at de bliver endnu mere toplækre lige efter fødslen. Det er selvfølgelig en tilstand, man selv kan gøre meget ved hen ad vejen, bevares, men hvorfor denne 'straf'', når nu der er så meget andet at tage sig af som nybagt forælder?
Svaret må være, at vi kvinder glemmer alt om os selv og lægger al forfængelighed på hylden, så vi kan koncentrere os fuldt og helt om de små, nye mennesker, der intet kan selv. Ikke?
Ellers forstår jeg simpelthen ikke naturen.

En sommer senere...

To uger i sommerhuset - hvilket svarer til en ottendedel af Hannahs liv - er gået. Og hvilken ottendedel!

Hannah kan se tilbage på første møde med havet (på behørig afstand under en parasol), første møde med grød (både majs og hirse), første møde med brandvarm kogeplade (men det er jeg slet, slet ikke klar til at skrive om!!) og første møde med omverdenen (fra både oprejst position i barnevognen og i bæresele i Netto).

Altsammen takket være en ihærdig far, der insisterede på, at de voksne både fik havbadet og købt ind...

Især Hannahs nyfundne glæde ved grød må vel være et skridt ned af tidligere omtalte Frihedsvej. Hun er i hvert fald stadig glad for det. Det betyder, at jeg - tadaaa - er godt på vej til Prince-koncert på lørdag. Hvis hun så også bare ville tage den f"¤#%&/ flaske!!

PS: Hun ville i øvrigt gerne tage sut i dag (af mærket Pigeon, Pernilla :-)), men hun havde vist misforstået konceptet. Hun syntes, det var vildt dejligt at tygge i den, så gummerne blev masseret. Men ellers...? Nej.

Ode til cyklen

Oh, du, min cykel, min frihed!

Efter at have været alene i en uge med Hannah, var jeg i går ved at gå op i limningen. Så da jeg blev bevilliget en cykeltur inden aftensmaden, var det en gave fra Himlen. Jeg cyklede alt, hvad jeg kunne! Jeg trampede grådigt i pedalerne uden at vide, hvor jeg var på vej hen...
Endte ude for enden af Valbyparken - ude ved vandet - og sad på en bænk i de sidste solstråler. Aaaahhh...
For noget tid siden var der en i mødregruppen, der næsten med tårer i øjnene fortalte, at hun havde cyklet i Netto en aften, efter at alle tre børn var blevet puttet.
Jeg kunne SÅ godt følge hende, for jeg havde et par uger forinden haft min egen første cykeltur efter fødslen - og den gik til Netto!

Det kunne man godt lige dvæle lidt ved. At der er kommet et helt nyt perspektiv på, hvad der skal til for at blive beruset af frihedslykkefølelse - et par pedaler og en tur i Netto! Det må da være 'simple living'!

Kan slet ikke vente, til Nihola'en er købt og Hannah sidder i den for første gang. Så må vi simpelthen være ude i noget 'double happiness'!

Er min baby blevet dum?

Vi bliver født med et vist antal hjerneceller, ikke? Som barn (eller hvornår det nu var) fik jeg at vide, at hver gang, jeg hoppede, mistede jeg hjerneceller. Øv.
Men nu tænker jeg så bare, om min lille basse allerede er ved at blive halvdum af at køre på toppede brosten og engang imellem blive kørt frontalt ind i forhindringer på en sindssyg mors jagt på at nå bare en enkelt butik, inden ungen vågner.
For eksempel som i dag, da jeg bankede venstre forhjul ind i betonfoden af en lysmast på vej hjem fra Netto…
Jeg har kun gjort den fejl at kigge ned i barnevognen på det stakkels lille barn én gang, mens jeg kørte på brosten. At se det lille hoved hoppe rundt… Nej. Fra nu af sover hun bag myggenet og en stofble og pakket ind i voksipose!

P.S.: Undgå Viborg, hvis du vil spare dit barns hjerneceller!

Babyskridt

Så har vi fået parasol = Et skridt længere ned af Frihedsvejen!

Nu kan lille-H og jeg sidde ude på terrassen i stedet for at være lænket til indendørsaktiviteter (Når kvoten af indkøb og gåture i diverse parker er brugt). Hurra!

Næste skridt: Du SKAL tage den forbandede flaske, Hannah!

(Gode råd modtages. Hun nægter også at tage sut. Fem forskellige...)

Ministatus

Bliver lige nødt til at gøre status over en skelsættende dag i Hannahs liv. Flere ting skete...

1. Hun var vågen igennem et helt møde i mødregruppen
2. Hun fik endelig sin fod ind i munden, hvilket hun har arbejdet på i to uger
3. Hun har fundet sin stemme og har råbt i flere niveauer af hjerteskærende og skingre toner hele dagen. Håber, hun bare er ved at lære sin stemme lidt at kende, og at det går over igen. Ellers går jeg en mareridtsagtig fremtid i møde...
4. Hun sov før klokken 21.00

Køleskabskærlighed

Hannah er forelsket i vores køleskab. Hele hendes lille krop vrider og drejer sig, når vi nærmer os, så hun får mig til at vende den rigtige vej. Det vil sige, så hun kan se køleskabet. Og så krabber hun ellers løs på armen, indtil jeg er helt ovre at stå foran bogstaverne S-M-E-G.

Hele kroppen kører af begejstring, når hun griber ud efter de påsatte forkromede bogstaver.
Og der står jeg så. Med fjæset 20 cm fra køleskabet og en spæd på armen i hvad der virker som årevis. Anede ikke, at det var sådan noget, mødre brugte sine dage på…

Another day at the office

Så så man lige mig være på besøg på arbejdet i dag. Gik hele vejen i solskinsvejr med sovende barn, der vågnede som på bestilling, da jeg nåede frem og storsmilede til alle de nye ansigter. Hun charmerede hele flokken – med en pavestolt mor til følge!
Sådan så det helt sikkert ud udefra. Men indeni kunne jeg ikke få tankerne væk fra, hvor meget jeg svedte under armene, og om de syntes, jeg var blevet fed. Og om Hannah nu kunne klare al opmærksomheden, og om hun mon ville sove hele vejen hjem også. Og om de opdagede, at jeg talte i tunger - hvis jeg overhovedet fik svaret på deres spørgsmål.
En kollega spurgte, hvordan det nye liv som mor var, og jeg hørte mig selv fortælle, at jeg overhovedet ikke følte mig anderledes.
Da jeg kom hjem, skyndte jeg mig at smide de høje sandaler og putte en elastik om håret. Pyyyhh, så kan mor-livet fortsætte i god ro og orden.

Åben for kommentarer

Så fik novicen her sat flueben det rigtige sted, så alle kan kommentere. Gør det endelig!

Det gøres i øvrigt nemmest ved at klikke på 'kommentarer' og så vælge 'navn/webadresse' i menuen og så bare skrive sit navn.

Harakiri nu!

Tre gange har babyalarmen svigtet. Den seneste gang var i går – og det var desværre helt selvforskyldt. Manden og jeg var optaget af en diskussion, og jeg slukkede alarmen, for vi var jo sådan set på vej op i seng. Men vi talte lidt mere, og da jeg kom op, lå Hannah og græd.
Åh nej! Meld mig til børneværnet! Jeg er jo ikke egnet til at være mor!! Heller ikke selvom jeg græd lige så meget som hende…

Så nu overvejer jeg at bortadoptere. For hvordan skal jeg – og mit hjerte – nogensinde overleve hendes første dag i vuggestuen alene? Den første lejrtur, hvor hun har hjemve og græder i telefonen, eller den første gang, hun falder og slår sig, fordi jeg har spurgt, om vi skulle løbe om kap?
Ja, jeg spørger bare. Og undrer mig over, at ikke alle børn er adopterede…

Kære nye følgesvend, dit navn er Tvivl!

Det første, der ramte mig, efter Hannah var kommet til verden, var min egen tvivl om alting. Er hun varm nok? Har hun det køligt nok? Er hun sulten? Har hun fået for lidt søvn? Skal hun spise hver anden eller tredje time? Skal hun have fed eller fugtig creme på den tørre hud? Er det ok, at hun først sover klokken 21.30? Bør hun få sut med det samme? Eller overhovedet? Må man sige nej tak til besøg? Kommer jeg til at elske hende? Og får jeg nogensinde en Whisky Sour igen?

Langt de fleste af spørgsmålene havde jeg i forvejen læst mig til eller fået mindst tre svar på. Alligevel har tvivlen overmandet mig konstant. Gør det stadig. Og mange gange handler det om helt almindelige ting, som alle andre voksne mennesker sikkert ville vide, hvis de havde fået seks timers sammenhængende søvn.
Jeg er med andre ord blevet til en omvandrende blævrende masse af manglende selvværd! WTF???

Men så er det, man tropper op i mødregruppe første gang. HAAAAlleluja! HAAAlleluja! Halleluja, Halleluja. Halleeeeluja!

Mærkværdigt, at det faktum, at andre også er i tvivl, er en hjælp. Meget mærkeligt og ret skønt.

Så blev jeg overflødig

Dagen er gået med at inspicere de fødder, hun fandt i går. Tiden, hun bruger på at inspicere og gribe i absolut koncentration i sit eget selskab føles som TIMER. Og imens står moderen – helt hemmeligt – og lurer på vidunderet.
Så nej, det har ikke givet mig mere tid til at bruge begge hænder. Men jeg regner med, at hun kravler i morgen og går på lørdag, og SÅ kan det være, jeg får begge hænder fri! Eller…

Velkommen i skabet!

Som vi siger herhjemme: I concur! Jeg giver alle de kunstnere ret, der påstår, at de bliver inspireret af at blive forældre.
For mig har forældreskabet åbnet en åre af…hmmm… om ikke kreativitet, så af observationer, jeg af uransaglige årsager har behov for at dele.
Jeg har forsøgt mig med en blog tidligere, men den kom aldrig op at køre. Sikkert fordi, jeg ikke kunne finde ud af, hvad den skulle handle om. Men at få et barn… Nøj. (Og må jeg i den anledning bemærke, at min datter i dag er begyndt at gribe fat om sine fødder! Som sagt: En åre af vigtige observationer flyder nu frit!)

Pludselig forstår jeg, hvorfor enhver kvinde, der kan håndtere en computer, skal have en ’mor-blog’. Det forstod jeg ved gud ikke før!

Bliver du klogere? Sikkert ikke! Er det en god måde at fordrive de kostbare timer, min datter sover? Absolut ikke! Men nu har jeg skrevet stikord ned på min iPhone i løbet af de sidste tre måneder, så jeg kan lige så godt prøve blogvæsenet af, så indtastningerne ikke er helt forgæves. Hvert et minuts energiforbrug tæller, når ens liv er indtaget af et lille væsen, der kræver al ens opmærksomhed og for det meste minimum én af ens hænder.