I dag var bare en af de dage... Jeg har været alene med Hannah siden søndag eftermiddag, nu er det torsdag og jeg er på sammenbruddets rand.
Det begyndte med, at Hannah kun spiste en halv portion morgenmad. Siden aflyste hun morgenluren ved hjælp af højlydte protester. Hun vågner hver anden, hver og hver halve time om natten, så jeg har virkelig brug for morgenpausen. Men nej.
Op med hende, lad hende blive i voksiposen, mens jeg ordner ting, prøve igen. Nej. Nu under endnu større protester og rigtige tårer. Op igen.
Og det gjorde kun situationen værre, at jeg havde en hasteinterviewaftale, som gjorde, at jeg for første gang i de her otte måneder havde lyst til at tyre ungen ud over altanen! Nå, men ind igen, pakke ud, lægge barn på legetæppe, barn smiler tilfredst. Mor er grædefærdig.
Måtte først ringe til livline og tudbrøle, for bagefter at ringe til kilde for at rykke vores aftale. Han var i øvrigt utroligt fleksibel - har sikkert selv børn (eller måske ikke, for han sagde, at han også tog telefonen om aftenen???).
Så kunne skuldrene komme lidt ned, og efter at have kørt barnet helt i sænk med leg, trillede jeg så afsted med barnevognen - som er det eneste sikre sovemiddel - med en sovende baby, en kæmpe grådklump i halsen og et tungt, tungt hjerte i brystet. Kroppens måde at råbe om hjælp for psyken. Men det er for flovt at græde på åben gade, så jeg besluttede at styre mod en bænk i Søndermarken, selvom planen var at købe ind.
Og så var det, at jeg opdagede solen!
Jeg stoppede ved en bager og købte en bolle til den lille, kørte derefter over til min efterhånden meget gode ven, Riccos, og fik en kaffe og en croissant med, så Hannah og jeg kunne hygge os i parken, hvis hun vågnede! Jeg stoppede endda ved en malerforretning og købte noget matteret plast til badeværelsesvinduet, som jeg længe har tænkt på. Alt sammen på grund af solen!
I aften kommer min mor og Helge med Mortens aften-and, så måske overlever jeg alligevel til fredag aften, hvor det dejlige, elskede...sæt ekstra hænder kommer hjem!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar