Så så man lige mig være på besøg på arbejdet i dag. Gik hele vejen i solskinsvejr med sovende barn, der vågnede som på bestilling, da jeg nåede frem og storsmilede til alle de nye ansigter. Hun charmerede hele flokken – med en pavestolt mor til følge!
Sådan så det helt sikkert ud udefra. Men indeni kunne jeg ikke få tankerne væk fra, hvor meget jeg svedte under armene, og om de syntes, jeg var blevet fed. Og om Hannah nu kunne klare al opmærksomheden, og om hun mon ville sove hele vejen hjem også. Og om de opdagede, at jeg talte i tunger - hvis jeg overhovedet fik svaret på deres spørgsmål.
En kollega spurgte, hvordan det nye liv som mor var, og jeg hørte mig selv fortælle, at jeg overhovedet ikke følte mig anderledes.
Da jeg kom hjem, skyndte jeg mig at smide de høje sandaler og putte en elastik om håret. Pyyyhh, så kan mor-livet fortsætte i god ro og orden.
Anderledes?? Overhovedet ikke........ Livet fortsætte da fuldstændig uændret selvom man får børn....... De skal ihvertfald ikke komme og lave noget om for mig, nix!
SvarSletLige indtil man står med dem i armene. Måske lave bare en lille smule om. Lille bitte....Ikke radikalt forstås....
SÅ kigger man i bak-spejlet. Alt blev lavet om...
Hmmmm...
Intentionerne fejlede ihvertfald ikke noget.
Præcis. Pludselig ser man sig selv på charterferie, med opsat hår (det, der er tilbage, når det meste er røget af under amningen) og på deltid :-)
SvarSletOg så smiler den lidt mere erfarne mor stort :)
SvarSletALT er anderledes... Man køber Sofie Schnoor sandaler til pigerne i stedet for til sig selv, nintendo DS i stedet for iphone, spontanitet i somerferien er droppet til fordel for meget velforberedte strndture, hvor man husker solhatte, solcreme, spande, skovle, frugt, rugbrødsmadder, vand og noget let til at smide over skuldrene. Og så alligevel: det KAN faktisk godt lade sig gøre at være lidt spontan. De kan jo godt bade i underhyler og lufttørre bagefter. Og en strandaftensmad kan jo godt klares med pizzaer. Og håret kommer igen (noget af det), og der findes jo også barnepiger (ikke at jeg er så heldig at have en), og der er også dem , der synes mælkejunger er smukke (de skal jo heller ikke slæbe rundt på dem), og alt i alt er det egentlig ok at alt er anderledes. For det er på den fede måde. Og på et tidspunkt lærer man at elske sit nye jeg. Med opsat hår og superplanlægningstalent. Fordi man er blevet sådan én, der er en mor. Og ungen kigger forelsket op og siger MIN MOR!
Øj, glæder mig til, at hun sige "MIN MOR"!
SvarSletMen når nu alt omkring én er anderledes, er man så også selv blevet anderledes? Eller er jeg bare paranoid, fordi jeg jo bare kan gøre, som jeg plejer - i en modificeret udgave???
PS: VED bare, at jeg glemmer halvdelen til den dér strandtur...
PPS (wow, har ikke skrevet PPS siden jeg var 10 år og havde pennevenner!): Jeg købte faktisk støvler til Hannah, INDEN hun blev født. Er jeg så fortabt for evigt??