Tre gange har babyalarmen svigtet. Den seneste gang var i går – og det var desværre helt selvforskyldt. Manden og jeg var optaget af en diskussion, og jeg slukkede alarmen, for vi var jo sådan set på vej op i seng. Men vi talte lidt mere, og da jeg kom op, lå Hannah og græd.
Åh nej! Meld mig til børneværnet! Jeg er jo ikke egnet til at være mor!! Heller ikke selvom jeg græd lige så meget som hende…
Så nu overvejer jeg at bortadoptere. For hvordan skal jeg – og mit hjerte – nogensinde overleve hendes første dag i vuggestuen alene? Den første lejrtur, hvor hun har hjemve og græder i telefonen, eller den første gang, hun falder og slår sig, fordi jeg har spurgt, om vi skulle løbe om kap?
Ja, jeg spørger bare. Og undrer mig over, at ikke alle børn er adopterede…
Bonk! Sagde det da lillemandens hoved ramte gulvet. Han var rullet ud over sengekanten i vores seng. Der havde ikke eksisteret værre mødre i verdenshistorien. Det var jeg sikker på....
SvarSletDet er 10 år siden nu og mit hjerte har bristet med jævne mellemrum, men er blevet fyldt af glæde og stolthed der har overskygget ethvert ar fra fortiden... klø på, oh du mor-kollega. Du har et betroet erhverv som ingen kan gøre bedre end dig.
Åh, Pernilla! Jeg frygter for den dag, det sker. For det gør det jo!
SvarSletForleden spurgte fitnesstræneren ud over mor/baby-holdet: ”Nå, har I så oplevet jeres første faldulykke endnu?”
Jeg lod som om, jeg ikke hørte det, men tænkte: ”Shit. Er det en del af kontrakten, at de SKAL opleve at falde ud eller ned??”
Hannah sover stadig i vores seng, og jeg ligger som en forstenet hele natten med en arm, der er blå af kulde, rundt om hende og håber, det hjælper. I hvert fald til jeg er kommet mig over det med babyalarmen
Jeg skrev ihvertfald ikke under på nogen kontrakt, så man må jo kunne sagsøge nogen! Tror faktisk kun det er Filuca der ikke er røget ud af sengen...eller også gjorde hun... der var ihvertfald én af pigerne der ramte en stor pude og sov videre efter den lille flyvetur. Så de puder lå længe på hver sin side af sengen... men lige meget hvad er det altid det første fald ud af sengen, gråd, der ikke bliver hørt eller bliver hørt på vej ud af vuggestuen der er det værste. Derefter bliver det lettere.... og så en dag bliver de tweens.... resten fortæller jeg dig om 10 år når Hannah sidder og sms'er med naboens fætter, bruger ord og vendinger du endnu ikke kan slå op i en ordbog og cykler rundt i den nye verden fuld nye spændende oplevelser, som hun kun vil indvie sin mor i et par år endnu....
SvarSletHaha, ja, den tid, den glæde. Nu og her vil jeg fastmontere puder til gulvet. HELE gulvet! :-)
SvarSlet