Kommende kejserinde eller nysgerrig og nuttet?

Der er (åbenbart) en hårfin grænse mellem at være curling-forælder og lade sin lille guldklump udforske verden i sit eget tempo og efter sit eget hoved.
Det har jeg gang på gang opdaget, når jeg i min iver efter at ’møde min datters behov’ og ’understøtte hendes udvikling’ fiser frem og tilbage mellem alt det, hun peger på, mens hun sidder på min arm. Hendes lille, fede hånd peger på sin helt egen måde – lidt nedad, men med en meget strittende pegefinger – i en eller anden retning. Nogen gange er det hele hånden, der bare bliver kastet fremad med overkroppen efter sig, så man på ingen måde er i tvivl om, hvad barnet vil.
Og så er det, at jeg finder mig selv i en siksakkende bevægelse gennem stuen. Først peger hun på skuffernes knopper på vitrineskabet, og jeg siger ”Ja, det er håndt…”. Mere når jeg ikke, for så peger hun allerede på maleriet ved døren, som vi så suser over til, og jeg pædagogisk siger ”Ja, det er det maleri, Sarah har…” Og så er hun allerede videre. Tredje gang, jeg skifter retning, bliver jeg lidt træt af mig selv.
For hvornår mon hendes følelse af, at hun kan styre hele verden med et vift med hånden sætter sig fast for alvor? Hvor længe understøtter jeg blot hendes nysgerrighed ved at adlyde alle hendes fingerpeg?
I dag sad hendes far og jeg og rakte hende den store peberkværn og vandflasken på skift under aftensmaden, så hun lige kunne sætte sin pegefinger på toppen – sådan som hun bad os om.
På et tidspunkt kom vi til at kigge på hinanden og kunne ikke lade være at grine! Hvad sker der?? To voksne mennesker, der sidder og curler… Det skal nok gå godt!