Fugl Fønix

Den lille Hannah har lige ligget syg med op til 40,2 i feber hele ugen. Langsomt (eller faktisk gik det afskyeligt hurtigt!) svandt hun ind til ingenting, for hun ville ikke spise, kun ligge på min mave - eller fars eller mormors alt efter, hvem der lige kunne være hjemme...

I går begyndte hun at spise nogenlunde almindeligt igen, hvorfor også nattesøvnen blev bedre. I dag er hun tilbage med fuld kraft. Og som en sand Fugl Fønix har hun endda rejst sig af asken med ekstra kraft!

For det første har hun taget sine første, selvstændige skridt frem og tilbage på køkkengulvet i dag. Mens de stolte forældre klappede, hujede og støttede.

MEN. Hun har så også fundet på, at hun skal skrige og vride sig helt sindssygt og i afmagt, når der er noget, hun ikke må eller noget, der ikke passer hende. Som for eksempel når hendes helt igennem urimelige mor sætter hende ned på gulvet, efter at have båret rundt på hende i flere timer. Eller som når hun ikke må lege med, bide i og pille ved en af de iPhones, husstanden råder over. Eller som når hun skal have skiftet ble, skal have frokost eller tilbudt legetøj.

Jeg troede først at trodsalderen (undskyld, selvstændighedsalderen) begyndte omkring de to-tre år??

Hvad er det gode råd her? At ignorere hendes udfald, distrahere hende eller føje hende? Jeg er slet ikke forberedt på det temperament endnu! Hjælp!

Jeg satser på, at denne personlighedsændring er forbigående og en bivirkning af febersyge... Alt er sikkert fint igen, når hun har været en tur i dagplejen. (Håbe, håbe.)