Lige så trygt og fint jeg har det med at være på arbejde, mens Kristian er sammen med Hannah, lige så dårlig samvittighed har jeg i det sekund, jeg sætter mig op på cyklen for at cykle hjem.
Det er helt utroligt, så langsomt det pludseligt går at cykle den tur, jeg har cyklet i fem år uden problemer.
Det føles fuldstændigt som at løbe i vand. Kender I ikke sådan en drøm, hvor man løber og løber og ikke kommer nogen vegne? Sådan føles det. Blandet med total dårlig samvittighed over, at jeg ikke er hjemme hos min datter. Sært.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar