Min lille solstråle er en sand mimekunstner! Hver dag har hun luret en ny bevægelse. Lige nu klapper vi. Det begyndte i går, hvor hænderne blev smasket lidt kluntet sammen. Men efter et par gange (eller 700), hvor jeg først selv klappede og bagefter førte hendes hænder sammen, kunne hun gøre kunsten efter – med klappelyde og hvin til følge. Smukt.
Jeg har længe gået og hostet, og efter en uge med voldsomme host, begyndte jeg at høre et lille ekko nede i gulvhøjde. Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at hun efterabede mig. Host, host, lød det, hver gang jeg havde givet den hostegas.
Da jeg først lagde mærke til det, betød det, at jeg grinte så meget, at jeg skulle hoste igen, hvorefter hun så hostede mere, og jeg grinede. Og sådan har vi så underholdt os selv de sidste par uger.
Når vi klasker hånden i bordet, gør hun det også. Når vi drikker vand, vil hun også drikke vand. Når støvsugeren kører, råber hun så høje og dybe lyde, hun kan. Når man smiler til hende, sender hun et charmerende og meget bevidst smilefjæs tilbage, hvor hun lukker øjnene i et dobbeltblink. Når vi løfter armene i vejret og siger ’hurra!’, gør hun det også.
Så indtil videre er spejlingen jo ret uskyldig…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar