Der er to timer og et kvarter til, at jeg forlader min familie for at tage til New York i fem ego-dage.
Lige nu føles det hel hæsligt og meget grænseoverskridende. Jeg frygter mest nætterne, hvor jeg ikke kan høre min datters hvislen og mærke min mands varme. Lige nu føles det som om, det er mig, der er blevet udstødt af flokken, og ikke som mig, der selv har valgt at tage afsted fra flokken.
Jeg ved godt, at det meste frygt fordufter i det øjeblik, jeg lander i Newark - og allersenest, når jeg står i Central Park med en latte i hånden. Men jeg har aldrig haft en flok før, som jeg ikke kunne forlade, når jeg ville...