Mit zen moment

Sidder og tripper...
Klokken er 15.00, og jeg skal gå om fem minutter, hvis jeg skal nå at hente Hannah til tiden hos dagplejeren. Jeg tripper ikke, fordi jeg lige skal nå en masse, inden hun kommer hjem og regerer. Jeg tripper, fordi jeg næsten ikke kan vente...
Jeg sætter UTROLIG stor pris på, at der er nogen, der vil passe min lille solstråle, så jeg kan få noget af det, man kalder 'voksentid'. Men når klokken nærmer sig hentetid, glæder jeg mig helt vildt til de timer, vi skal være sammen, inden aftensmaden. Til at læse alle bøgerne forfra, bagfra og en gang til med Hannah på skødet. Til at lege fangeleg på knæene (vidste ikke, jeg kunne få så blå knæ!). Til at gynge i haven og kravle på trapper. Til at (over)vande tomaterne. Til at spise alle de rester pære og rugbrødsbolle, Hannah ikke lige får spist - eller taber på sin vej.
I de par timer har jeg mit zen moment. Hvor heldig har man lov at være?!