Du glor!

Efter to måneder i vuggestuen er tingene ved at vende lidt. Hannah løber pædagogerne i møde med et knus, og hun ser glad ud, når jeg henter hende. (Pyh, lille flig af den store sten er faldet fra hjertet)
Jeg tror, at hun har det sådan, at de sociale sluser er helt åbne. Det er som om, hun suger alt, hvad andre gør og især føler, til sig. Jeg tror, det er derfor, hun har haft meget svært ved at overskue en institution med 140 børn og en stue med 13 børn. Der er meget at holde øje med!
Nogle gange står hun helt stille og stirrer. Længe. Og hverken jeg eller pædagogerne kan få kontakt med hende. Senere fortæller hun mig så, at en eller anden var ked af det, "men så blev hun glad igen", eller "av mit hoved, sagde den og den". Hun kan også allerede navnene på alle børnene og ved, hvem deres forældre og søskende er i vuggestuen.
Når jeg tænker over det, har jeg egentlig også oplevet utallige gange at sidde på en restaurant med mand eller veninde og lige pludselig fået at vide "du glor, Julie!". Helt uden, at jeg selv har været klar over det. Jeg bliver simpelthen suget ind i små hverdagsscenarier og smådramaer ved de andre borde, uden at jeg kan kæmpe imod. Den bedste underholdning, jeg kan få, er at betragte andre.
Så måske er det ikke så slemt, at Hannah bruger lidt tid på at betragte, glo, stirre. Måske er det bare hendes form for underholdning (håber i hvert fald ikke, at det er noget, der gør hende tosset, fordi hun skal følge med i alt).
Under alle omstændigheder er der nu en egenskab ved hende, som jeg helt sikkert kan sige, kommer fra undertegnede. Lille juhuuuu....

Der er to timer og et kvarter til, at jeg forlader min familie for at tage til New York i fem ego-dage.
Lige nu føles det hel hæsligt og meget grænseoverskridende. Jeg frygter mest nætterne, hvor jeg ikke kan høre min datters hvislen og mærke min mands varme. Lige nu føles det som om, det er mig, der er blevet udstødt af flokken, og ikke som mig, der selv har valgt at tage afsted fra flokken.
Jeg ved godt, at det meste frygt fordufter i det øjeblik, jeg lander i Newark - og allersenest, når jeg står i Central Park med en latte i hånden. Men jeg har aldrig haft en flok før, som jeg ikke kunne forlade, når jeg ville...

Brødflov

Er jeg den eneste, der bliver flov over at se, hvordan spaghetti med kødsovs har sneget sig ind på mine madplaner?
Tidligere spiste jeg stort set aldrig hverken lasagne eller pizza. Jeg er en rigtig Atkins-spiser. Masser af kød og fisk og grøntsager. Men, let's face it, det er ikke ligefrem øverst på lillepigens livretsliste.
Så hvis jeg som almindelig oplyst mor i Danmark gerne vil have, at min datter spiser det, der bliver sat på bordet og det, vi andre spiser, ja, så betyder det i praksis, at jeg ender med spaghetti med kødsovs, thaikylling med ris, madpandekager og lasagne på tallerkenen. Suk.

Jeg, en gidselforhandler

Jeg ved godt, at mit barn kun er 20 måneder gammel. Men nogle gange virker det som om, hun er fyldt 14 år. Og det kræver en forfinet forhandlingsteknik - som jeg helt ærligt først troede, jeg skulle til at sætte mig ind i senere. Men jeg har fundet ud af, hvordan man undgår at hidse gidseltageren ... nej, undskyld, Hannah op. Man skal ganske enkelt undgå at sige ordet 'nej'.

Eksempel:
Vi sidder ved bordet og spiser aftensmad. Hannah råber: "YOGHUUUURT!" midt i thaikylling med ris. Normalt ville man vel her svare "Nej, nu spiser vi aftensmad". Det ville jeg i hvert fald, inden jeg opdagede tricket.
Men det rigtige svar lyder nu: "JA! Det får du lige efter, vi har spist aftensmad."
Og så er den klaret.

FBI, PET, CIA, I kan bare ringe, når I har brug for en forhandler til at få løsladt gidsler næste gang. For jeg har nu fundet ud af den første (rigtige) kompetence, jeg har fået af at være mor (jf. et af de første indlæg her på bloggen, hvor jeg kun kunne komme i tanke om en ting, jeg var blevet bedre til. Nemlig at børste tænder med én hånd).

(Så glæder jeg mig til, at det for alvor slår igennem på arbejdet.
Redaktør: "Julie, får jeg snart den artikel, som du har siddet og fedtet med hele dagen?"
Mig: "JA! Du kan tro, at jeg er i fuld gang, og du er helt sikkert den første, der får lov at se det færdige resultat" i stedet for ... noget helt andet.)

Min lille Liza

"Det er én af de største gaver i livet, når vores børn fortæller os, hvad de vil, og hvad de ikke vil. De små historier er med til at vise os deres helt specielle personlighed."
Citatet er taget fra en bleproducents hjemmeside, og den ramte mig lige. For jeg skal da love for, at den lille pige i mit hjem kan sige fra og til og vise os hele sit spektre af personlighed! 
For eksempel tror jeg, at Liza Minnelli har fået sig en klon! Hannah går rundt og synger 'tomowwow, tomowwow, I lov ya, tomowwow, dææj away!!' Vi har nemlig set Annie på dvd, og nu synger hun så titelmelodien dagen lang, og vil også have, at jeg synger den som godnatsang! Jeg kan så kun de samme fire linjer, så det bliver nogle vældigt trivielle putte-seancer. Men sjovt er det.
Hun holder sig heller ikke tilbage med at optræde med sin skønsang - senest over for min kusines mand, som skulle charmes. Og nede i vuggestuen, hvor jeg tror, det virker som hendes usynlighedskappe - bag sangen er hun i sikkerhed. 
I det hele taget er den side af hendes personlighed slet ikke til at tage fejl af, og det er jo bare så sjovt at se, hvordan generne (og her nævner jeg selvfølgelig ingen navne...) på ingen måde fornægter sig! 

Omstillingsparat? Who me?

Nå, så kunne det være, man skulle sparke lidt liv i bloggen igen. Sådan en indkøringsuge i vuggestue er i hvert fald et rent 'Kære dagbog-øjeblik'!!

De sidste mange måneder er gået over stok og sten, og min smukke, dygtige datter taler, synger og charmerer sig igennem livet. Min ellers tro følgesvend, Tvivl, har langsomt taget plads bagerst i bussen, og jeg kan med stolthed sige, at jeg er gået hen og blevet Mor!

Men jeg skal da lige love for, at min gamle ven igen er rykket helt frem i bussen!
Allerede inden første dag i mandags havde jeg fortrudt skridtet fra dagplejer til vuggestue 100 gange. Men jeg fik overvundet min indre tvivlende stemme, der blev ved med at finde løsninger, så Hannah kunne blive hos sin fantastiske - men meget tidligt lukkende - dagplejer. Hannah har haft det som blommen i et æg sammen med tre andre børn, der er blevet lyttet til, sunget med, taget i zoo og uden for hver dag. Alt sammen i et utroligt overskudsagtigt og roligt miljø. Oh, fryd!
Men virkeligheden er også, at Hannah ville blive ved med at være det ældste barn (med 10 måneder gamle legekammerater som 3-årig!), hvis hun blev hos Rikke.

Så nu er Hannah altså begyndt på Pingvinstuen i en populær institution i vores 'baghave', hvor der så går 140 andre børn! Jeg fik et chok! Hold kæft, en larm! Og det var altså kun på en stue med 13 børn...
Jeg kunne se, at Hannah også var ret chokeret. Og det var dér, den første grimme, nagende følelse begyndte at ulme. At se, hvordan de andre børn bare var vant til at skubbe, stjæle og råbe sig frem, var næsten ikke til at bære. Jeg sad på en taburet eller på gulvet og prøvede at gå i ét med børnetegningerne på væggen, så min lille porcelænskop selv kunne finde ud af det hele. Men jeg virkede som en magnet på de andre børn, der konstant kom hen med bøger, lange næser eller et kram til mig. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at tage lillepigen ved hånden og løbe skrigende væk!
Pædagogerne er supersøde og dygtige. Ingen tvivl om det. Men hvordan giver man 13 så små børn nok omsorg til, at de føler sig trygge nok i verden? Det er for mig helt ubegribeligt.

"Jamen, de skal have nogle knubs, så de lærer at løse konflikter." "Bare rolig, hun vænner sig til det." "Du bliver glad for det i længden."
Sådan lyder alle de velmenende skulderklap, jeg fik, efter at have grædt øjnene ud efter første dag i vuggestue.
Og ja, Hannah har klaret det sindsygt flot, og jeg blev sat ind i personalerummet med en bog på andendagen, hvor jeg skulle sidde og være usynlig i et par timer. Så jo, jo, min lille pige er dygtig og nysgerrig.
Men det betyder bare ikke, at det er rigtigt at efterlade et barn på halvandet år i et inferno af børn, der alle prøver at få lidt voksenkontakt. Og hvor normeringen dikterer, at man skal sidde på en bestemt måde, spise pære på et bestemt tidspunkt og kun kan komme ud og væk fra larmen hver tredje dag! Det er netop det, at hun skulle komme til at vænne sig til alt det, der skræmmer mig.
Ja, undskyld, jeg ved godt, at jeg dels lyder som en born again hippie, dels kommer til at ramme en masse forældres ømme tå. Men jeg er ny i det her, så jeg må godt! I har jo sikkert alle været der...

Nå, men efter den første uge har jeg det altså stadig sådan, at jeg tror, jeg forbliver deltidsansat, og at jeg stadig overvejer at blive hjemmegående husmor. Bare de næste ... 18 år.

Panikangst

Har abstinenser... Seperationsangsten/-panikken har taget bo i mit moderhjerte!
Kristian er taget til Jylland med Hannah - og har været væk EN HEL NAT!!
De er heldigvis på vej hjem nu og melder om god ro og orden. Det har med andre ord været en succes. Hannah har leget med miniaturekopper i farmors legehus, hun har hevet sin farfar i skægget og har spist, sludret og sovet som en engel. Nu sidder hun på skødet af sin far i toget og tegner og siger 'HEJ' til de andre passagerer.
Og jeg sidder og er ved at dø! I stedet for at nyde lidt frihed, har jeg siddet og kigget på billeder af min lille sveske på iPhonen. (Ok, jeg har også trænet helt uden stress og siddet på café inde i byen og læst avis og haft besøg af min kusine. Og har desuden selv sovet i Jylland tirsdag til onsdag! Men med H i tankerne og i kroppen konstant...)
Nu, hvor min lille familie er vendt østpå kan jeg godt lægge panikken lidt til side og tænke, at det er godt, at Hannah har en far. En handlingens mand, der kan tage hende med på eventyr. Jeg er ikke overbevist om (må jeg sige med en smule skam), at jeg havde taget samme færd med samme ophøjede ro og fine gåpåmod. Men er det ikke derfor, at et barn har brug for både en far og en mor? En til at tage på eventyr uden at ryste på hånden. Og en til at sidde med blødende hjerte.